Venstre og andre blå partier vil melde Danmark ud af den internationale konvention om statsborgerskab, hvis det ikke lykkes at ændre den inden næste valg.

Jeg skal ikke gå dybere ind i detaljerne om den pågældende konvention. Det her handler om noget helt andet. Det handler om, hvad demokrati er, og de konsekvenser det har, hvis man vil være en del af et demokratisk fællesskab.

EU er nemlig et demokratisk fællesskab. På godt og ondt. Vil man være med i fællesskabet, skal man leve med, at der er regler og konventioner, man ikke er helt enig i. Sådan er demokratiet. Det her med at melde sig ud af konventioner, eller i øvrigt have forbehold, hvor man er undtaget, er grundlæggende udemokratisk.

Edinburgh-afgørelsen gav Danmark mulighed for at ratificere Maastricht-traktaten med forbehold på fire områder: 1) Unionsborgerskabet, 2) Den tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU), 3) Forsvarssamarbejdet og 4) Overstatsligt samarbejde om retlige og indre anliggender.

Krigen i Ukraine har tydeliggjort, at det var en dårlig idé ikke at være med i Forsvarssamarbejdet, men der skulle en trussel fra Rusland til, at vi indså det.

Jeg er med på, at der over tid er indgået aftaler med medlemslandene netop for at EU-projektet overhovedet kunne lade sig gøre. At blive enige om noget overhovedet. Få så mange med på så meget som muligt.

Men her hopper min demokratiske kæde altså af. Det er en uskik, at det overhovedet er muligt, kun at være med i den del af fællesskabet, man er enig i. Så kan det demokratiske fællesskab ikke fungere.

Det samme gælder veto reglen. En grundlæggende udemokratisk regel, hvor et enkelt land kan blokere for det, flertallet ønsker. Det går ikke. Det udstiller demokratiets svaghed, og gør det handlingslammet. Ungarn er et godt eksempel på et land, der spolerer det for resten. Tyrkiet brugte vetoretten i lang tid for at hindre optagelsen af Sverige i Nato, og det sker hele tiden i FN. Det underminerer selve institutionen.

Netop handlingslammelsen er essentiel. Den underminerer demokratiet og kan i sidste ende være grunden til, at det afvikles eller bliver afviklet. Donald Trump gør det i USA. Hitler gjorde det i Tyskland. Putin fik afværget en demokratisk udvikling i Rusland, og Kina har udviklet sin egen version af et autokratisk styret samfund, der deltager i det internationale regelbaserede samfund på sine egne præmisser.

Er det det vi gerne vil? Afvikle demokratiet i Europa. Finde en anden styreform, der kan hamle op med autokraterne i USA, Rusland og Kina? Det vil i givet fald blive afslutningen på den frie verden, hvor små nationer kan føle sig trygge, fordi de er en del af et større fællesskab, der beskytter dem. Både i forhold til international handel, men også militært. Forsvarsmæssigt. Et regelbaseret demokratisk fællesskab.

Det er en farlig vej at gå for et lille land som Danmark, og vi er alt for naive, hvis vi tror, vi bare kan forblive en del af de demokratiske fællesskaber og kun deltage i de dele, vi ønsker og er enige i. Vi er nødt til at ophæve vores forbehold og melde os fuldgyldigt ind i hele fællesskabet. Ellers er vi med til at afvikle dem, og dermed os selv som selvstændig nation.

Det europæiske fællesskab og Nato er de to vigtigste demokratiske fællesskaber, vi er en del af. Hvis ikke vi gør, alt hvad vi kan for at bevare dem, bliver vi spist af rovdyrene, som Giuliano da Empoli skriver i sin bog ”Rovdyrenes tid”. Det er på tide, vi vågner op af vores tornerosesøvn. Det er på tide, at reelle demokratiske kræfter træder i karakter og italesætter realiteterne for befolkningen. Ikke kun i Danmark, men i alle demokratiske lande, der ønsker at bevare demokratiet.

Dalby, 7.12.2025

Lars Henrik Frederiksen

Et kritisk blik på ledelse og beslutningstagning

Indledning

Donald Trumps første periode som USA’s præsident fra 2017 til 2021 var præget af markante politiske omvæltninger, hvor både tilhængere og modstandere ofte diskuterede graden af kompetence i hans administration. Inkompetence blev et ofte brugt begreb blandt kritikere, der pegede på både ledelsesstil, manglende erfaring og hyppige udskiftninger af nøglepersoner.

Dette billede synes i udpræget grad også at være tilfældet i hans anden periode.

Hyppige udskiftninger og mangel på stabilitet

En af de mest fremtrædende indikatorer på inkompetence i Trump administrationens første periode var den høje udskiftningsrate blandt ministre og rådgivere. Flere centrale poster som forsvarsminister, udenrigsminister og stabschef blev udskiftet adskillige gange, hvilket skabte usikkerhed og manglende kontinuitet i beslutningsprocesserne. Mange af de udnævnte havde begrænset erfaring inden for de områder, de skulle lede, hvilket førte til tvivlsomme beslutninger og politiske tilbageslag.

Det er åbenbart, at Donald Trump har brugt tiden mellem de to valgperioder på at samle en række loyale mennesker omkring sig. Både i sin administration og i sin ministerkreds. Vi ser endnu ikke så hyppige udskiftninger i den anden periode.

Det gennemgående tema er dog inkompetencen, eller loyalitet over kompetence om man vil. Det er helt fair at være kritisk overfor ekspertvælde, men et udpræget fravalg er decideret farligt for både amerikanerne som for resten af verden med den position, USA har taget siden 2. verdenskrig. Det ansvar, der følger med den position, lever Donald Trump og hans administration ikke op til. Lang fra endda i min optik.

Kontroversielle beslutninger og afvisning af ekspertrådgivning

Trump administrationen blev i den første periode ofte kritiseret for at træffe forhastede eller dårligt underbyggede beslutninger. Et tydeligt eksempel var håndteringen af COVID-19-pandemien, hvor kommunikationen fra Det Hvide Hus ofte var modstridende, og hvor ekspert råd fra sundhedsmyndigheder blev ignoreret eller tilsidesat. Dette resulterede i uklarhed og forvirring blandt befolkningen, samt kritik fra både nationale og internationale sundhedseksperter.

Den nuværende sundhedsminister, Robert F. Kennedy, er et billede og et eksempel på den inkompetence, der kendetegner Trump administrationen. Et område, hvor det er ekstremt vigtigt, at man politisk følger forskere og eksperters vejledning. Konsekvensen af det modsatte kan blive katastrofal.

Et andet område er klimaproblematikken, som Donald Trump kalder et stort fupnummer. Selvom forskerne er uenige om mange ting inden for dette område, synes der dog at være udpræget enighed om, at klimaforandringerne hovedsageligt er menneskeskabte og forårsaget af udledningen af drivhusgasser. Den globale temperatur stiger hurtigere end nogensinde før, hvilket fører til en række observerbare konsekvenser, herunder stigende havniveauer, smeltende iskapper, mere ekstremt vejr og havforsuring, da havene absorberer CO2. Der er en bred videnskabelig konsensus om, at disse forandringer har alvorlige konsekvenser for livet på jorden og for menneskers levevilkår. 

Et gennemgående tema i Trump administrationen både nu og i den første periode er en skepsis over for eksperter og etablerede institutioner. Flere højtstående embedsmænd, herunder videnskabsfolk og diplomater, er enten blevet fyret eller marginaliseret, hvis deres synspunkter ikke stemmer overens med præsidentens. Dette underminer den faglige kvalitet af beslutninger og fører til en politisk kultur, hvor loyalitet ofte er vægtet højere end kompetence.

Konsekvenser for USA og verden

Den oplevede inkompetence i Trump administrationen har vidtrækkende konsekvenser. Nationalt fører den til en yderligere polarisering af befolkningen og mistillid til regeringen.  I værste tilfælde borgerkrigslignende tilstande. Det afgørende bliver, hvordan det amerikanske militær reagerer, hvis udviklingen spidser til.

Internationalt synes det åbenbart, at USA’s rolle som verdensleder er under afvikling, hvilket måske på længere sigt er sundt nok. Magt korrumperer og kan misbruges, hvilket nu burde være tydeligt for enhver. Begrebet magtbalance er nødvendigt at få genindført. Også selvom det medfører, at autokratier som Kina og Rusland får mere magt. De er allerede ved at tage den, og hvis ikke USA og Europa stepper op, er der måske risiko for, at der ikke opnås balance, men at den blot tipper til den anden side. Grundlæggende vil jeg mene, at den amerikanske befolkning stadig er demokratisk sindede, selvom Trump administrationen har tydelige autokratiske tendenser.

Min største bekymring er Europa, der siden 2. verdenskrig har underlagt sig USA, og nu synes efterladt på perronen med risiko for at blive kørt over af Rusland. Europa må og skal blive en betydende faktor i den globale magtbalance. Ikke kun på handel og økonomi, men også militært. Den såkaldte frie vestlige demokratiske verden afhænger af det. Paradokset er, at det selvsamme frie vestlige demokrati synes at være årsag til manglende handlekraft og egentligt lederskab. Demokratiets svaghed bliver udstillet.

Under 2. verdenskrig var England en betydelig ledende faktor i Europa. Kan de blive det igen?

Dalby, 29.11.2025

Lars Henrik Frederiksen

De fleste mennesker er stadig moderate i deres holdninger. Det modsatte er de ekstreme. Ekstremisterne. De findes i alle samfund. Både demokratiske og autokratiske, og både på højre- og venstrefløjen.

Jeg har netop læst en artikel på nyhederne.tv2.dk om den ekstreme højrefløj i USA. ”Han elsker Hitler, og han er i gang med at nedbryde brandmuren i USA” hedder den. Den omhandler et kontroversielt interview af Tucker Carlsson med en ung mand, Nick Fuentes, og hans ekstremistiske holdninger. Holdninger, der især vinder gehør hos unge mænd. Holdninger, der får Donald Trump og hans administration til at ligne ”Moderater”. Det er nu ikke mit indtryk, at Trump er moderat.

Holdningerne er meget udemokratiske. De er racistiske, antisemitiske og fyldt med vrede og voldsparathed. Hvor kommer disse holdninger fra? Hvad har disse mennesker været udsat for, der har ført til disse holdninger, og hvorfor vinder de gehør i stigende grad?

Et gehør Donald Trump i øvrigt har udnyttet optimalt for at komme til magten. Et gehør vi også oplever i Europa. AFD i Tyskland. Marine Le Pens Nationale Samling i Frankrig. Nigel Farage med Reform UK i England – for blot at nævne de mest fremtrædende.

Jeg tror, det er de spørgsmål, vi er nødt til at finde svar på, for at forstå de mennesker og den ondskab, de repræsenterer. Og ikke mindst, hvad vi stiller op med den, så den ikke vokser sig større. På sin vis havde VP J.D Vance jo ret, da han i München kritiserede Europa for, at man var på vej væk fra grundlæggende værdier. I hans optik ytringsfriheden, hvilket jeg nok ikke er enig i. Nok snarere den stigende ulighed, og frygten for kultursammenstød. Frygten for, at det udefrakommende vil overtage vores samfund og ændre de grundlæggende værdier, vores samfund er bygget på osv. Bare spørg Morten Messerschmidt og Inger Støjberg.

Demografien taler sit klare sprog. Frygten er reel. Etniske danskere føder ikke nok børn til at kunne opretholde vores samfund på længere sigt. Det gælder i de fleste europæiske lande. Nu er det dog ikke alt og alle udefrakommende, der er ekstremister. De findes faktisk også som Moderater. Mange udefrakommende holder faktisk af vores frihedsværdier, og vil gerne bidrage. Det skal vi lige holde fast i. Men vi kommer ikke udenom, at mange udefrakommende lander i kriminalitet. De synes at være overrepræsenteret, og det er et problem, vi er nødt til at gøre noget ved.

I Danmark er partiet Moderaterne opstået af Lars Løkke Rasmussens exit fra Venstre. Jeg er selv medlem, selvom jeg måske ikke er enig i alle de løsninger partitoppen kommer med.

Det helt afgørende for mig er, at partiet er opstået af at holde de ekstremistiske partier uden for indflydelse. Dansk Folkeparti på den ene side, og Enhedslisten på den anden side. Og så er disse partier endda langt fra den ekstremisme, man kan læse om i den før omtalte artikel. Vigtigt at understrege.

Der bliver talt meget om rød og blå blok. Ingen af de to blokke kan dog mønstre et flertal uden fløjpartierne. Uden ekstremisterne. Blokpolitikken har forhindret mange nødvendige reformer igennem tiden. Løkke var godt træt af VLAK regeringens indbyrdes stridigheder, og et DF, der konstant skulle have indrømmelser for at lægge stemmer til. Indrømmelser, der ofte lå langt fra de grundlæggende moderate holdninger og værdier især V og K jo faktisk står for.

Heldigvis har vi i Danmark tradition for samarbejde over midten. Også selvom det ikke nødvendigvis har været i en regeringsdannelse. Store aftaler og reformer holder kun, hvis der er et bredt flertal hen over midten. En erkendelse vi har i Danmark, og som mangler i de lande, der fører ekstrem blokpolitik. Ingen nævnt, ingen glemt. Derfor består Danmark grundlæggende af Moderater – også selvom de ikke er medlem af partiet Moderaterne.

Mit ærinde her er ikke at fremme interessen for partiet Moderaterne, mere den fællesnævner der er i holdninger og værdier blandt moderate partier hen over midten.

Påstand: Der er to begreber, der udfordrer balancen i et samfund. Ulighed og fattigdom. Begge dele fører til flere ekstremister.

Vi må gerne have liberale værdier, og vi må gerne have sociale værdier. Deraf opstår begrebet socialliberalisme.

Søger man begrebet kommer AI med følgende beskrivelse:

”Socialliberalisme er en politisk ideologi, der kombinerer liberalisme med et socialt ansvar. Den betoner individuelle rettigheder og frihed (liberalisme) samt lige muligheder og social tryghed (socialisme) gennem et socialt sikkerhedsnet og statsligt støttede tjenester. Socialliberalismen støtter en blandingsøkonomi med både privat initiativ og statslige reguleringer, for eksempel i tilfælde af markedsfejl.”

Begrebet ligger holdningsmæssigt meget tæt på at være Moderat. Tættest på kommer de socialkonservative og de socialdemokratiske. Venstre, Moderaterne og Radikale Venstre bekender sig til socialliberalisme. Konservative til socialkonservatisme og Socialdemokratiet giver vist sig selv, og SF adskiller sig heller ikke fra det moderate.

Min pointe er, at de alle er Moderater, og mit håb er, at netop disse partier kan finde sammen om at holde sammen på danskerne. Det er ikke blå og rød blok, der samler. De adskiller, og den vej ønsker vi ikke at gå. Så lander vi samme sted som USA og andre lande med to rivaliserende partier – to blokke.

Vi skal have folketingsvalg i det kommende år – 2026. Stem på de moderate partier. Ikke de ekstreme. Så gør vi det bedste for Danmark og danskerne.

Alle imperier får en ende. Fra Romerriget i antikken til det Britiske i moderne tid. Trump har efter alt at dømme startet afslutningen på det Amerikanske Imperium. Hvis man da kan kalde USA et imperium. Under alle omstændigheder har USA i en periode haft en meget dominerende rolle i verden.

At det er usundt, når magten centreres, synes åbenbart, og det kan ikke undre, at store nationer som Kina og Rusland ønsker en verdensorden, hvor de selv har en dominerende rolle.

Magtbalance bør være et globalt mål for at sikre stabilitet. Da Sovjetunionen brød sammen, jublede vi, men det skabte samtidig en ubalance, hvor Vesten med USA i spidsen fik uforholdsmæssig mere magt. Både økonomisk og militært. Samtidig fik det den uheldige konsekvens, at Europæiske lande underordnede sig USA, og dermed ikke i sig selv var en del af magtbalancen.

Magt korrumperer, siges det. Det er derfor balance er en nødvendighed, så ingen får så megen magt, at den kan misbruges. Selv hvis alle verdens lande var demokratier, ville balance være en nødvendighed. Som demokrater i den vestlige verden, bør vi om nogen forstå dette. Vi glemte det, da Sovjetunionen brød sammen. Håbede ideologisk at flere demokratier ville opstå, og det gjorde der.

Bare ikke i Rusland. Og den russiske selvforståelse er ikke at være en underordnet nation. Rusland skal som verdens største land målt på areal have en dominerende rolle i den globale verdensorden, må vi forstå. Det er ikke et land, vi kan eller bør negligere, og den russiske selvforståelse er, at de skal være en stormagt på niveau med USA og Kina – og Europa. I hvilken skikkelse, det måtte lykkes Europa blive en stormagt må tiden vise.

Putin og den russiske magtelite har i mere end 30 år set på, at fjenden rykkede nærmere og nærmere. De var nødt til at gøre noget. Først annekterede de Krim i 2014, og den 24. februar 2022 gik de så i gang med resten af Ukraine.

Vesten og USA’s ageren er nok en medvirkende årsag hertil, men det kan på ingen måde legalisere eller retfærdiggøre Ruslands forsøg på at annektere Ukraine – eller den hybridkrig der føres mod Vesten fra Ruslands side. Nok snarere en uundgåelig reaktion – panik før lukketid. Det er magtens sprog, vi er vidne til, og Rusland er som atommagt en aktør, der skal tages alvorligt. Presser man dem op i et hjørne, slår de fra sig. Hvem ville ikke det, hvis de kunne. Det er i det lys, vi skal se Putin og Rusland.

Men Rusland er ikke det eneste land, der ønsker en ny verdensorden. Det gør Europa også. EU, GB og Norge. Den Europæiske akse i Nato. Canada og Australien ligeså. Demokratiske lande, der oplever, at stormagten USA er blevet en ustabil og utroværdig partner.

Hvad Rusland ikke har økonomisk, har Europa. Hvad Rusland har militært, mangler Europa. Europa opruster for at opnå en ligeværdig position som stormagt. EU bør måske gentænke sig selv som en alliance mellem ligesindede demokratier, så vi kan få GB, Canada, Japan, Australien og Norge med. Det er en svær og kompleks størrelse.

Men demokrati er en svær størrelse, og det første man skal erkende er, at ingen kan eller skal have vetoret i enhver henseende. Vi ser det både i EU, i Nato og i FN. Vetoretten underminerer selve institutionen, dens funktionalitet og handlekraft. Udfordringen er erkendelse og derigennem en accept af, at man kan komme i undertal. Så må det defineres, hvad der kræver kvalificeret flertal, og hvad der kan vedtages med simpelt flertal. Letter sagt en gjort.

USA er måske på vej mod Oligarki, og en mere autokratisk styreform. Der er stor usikkerhed om, hvorvidt det er muligt for demokratiske kræfter på tværs af politisk uenighed at genrejse USA som verdens ældste demokrati. Et fungerende demokrati, hvilket det nok aldrig helt har været. Det ville være ønskværdigt, men det har nok lange udsigter. Vi kan kun håbe, at det lykkes den amerikanske befolkning at få skabt rammerne om netop det.

Europæiske lande som GB, Frankrig og Ungarn bør ligeledes kigge deres forfatninger igennem for ikke at ende i en lignende situation. Polarisering og splittelse er underminerende for vores demokratier, og der skal forfatningsændringer til flere steder for at undgå det. Fremgang for højreekstreme kræfter ses alt for mange steder. Det er et vink med en vognstang til de moderate om, at de skal gøre noget ved den bekymring og udvikling, der er årsag hertil.

Mellemøsten, Sydamerika og Afrika er også nødt til at være en del af løsningen i den nye verdensorden. Langvarige konflikter må bringes til ophør.

Nøgleordet er ”balance”. Der kan ikke være en eller to stormagter, der tryner resten.

Lars Frederik, Dalby 18. oktober 2025

Socialdemokratiet er gået til valg på at denne en bred regering hen over midten. Det samme er Radikale Venstre og Moderaterne. Hvad handler det egentlig om, og hvorfor?

Magt, ideologi, samarbejde, blokdannelse, magtfuldkommenhed, ledelse, ledelseskultur og stil? Hvis du synes, det er svært at finde hoved og hale i, er du nok ikke den eneste.

Statsminister Mette Frederiksen og Socialdemokratiet er med deres ét parti regering blevet beskyldt for magtfuldkommenhed og lukkethed. En ledelse, en ledelseskultur og en stil, der centrerer magten om nogle få personer i toppen af såvel det politiske som det administrative hierarki i departementerne. Er det sådan, det er, eller er det bare sådan alle de andre partier, især blå partier og Radikale Venstre gerne vil have det til at se ud for at miskreditere regeringen og selv komme til magten?

Det er umuligt at gennemskue, og medierne er i den sammenhæng ikke til megen hjælp for at opklare og synliggøre det. I Mogensen & Christiansen, Besservisserne og andre ekspertpaneler handler det mere om ”spillet”, om ”maskinrummet”, om hvordan dette og hint skal forstås, og hvilken betydning det har for politikerne og deres meningsmålinger. Det er måske nok god underholdning, men gør det os klogere på, at forstå politikken og konsekvensen heraf? Klogere på, hvor vi skal sætte vores X. Jeg synes det ikke.

Det synes umiddelbart, at Radikale Venstre og Moderaterne ønsker den brede regering hen over midten for netop at komme lukketheden og den usunde kultur i regering og centraladministration til livs. Ergo er det deres vurdering, at det er sådan, det er. Intet er jo sort og hvidt, så sidegevinsten er selv at komme i regering og sidde med om bordet. Samtidig har de en erkendelse af, at der ikke kan og bør laves brede og varige aftaler og reformer udenom et Socialdemokrati, der trods alt repræsenterer en meget stor del af befolkningen. Læg hertil deres vurdering af, at yderfløjene i både blå og rød blok får for megen indflydelse, hvis der føres ren blokpolitik. Jeg synes, det er legitimt.

Lars Løkke oplevede blokpolitikken på egen krop igennem en lang årrække som Statsminister i spidsen for Venstre, og nok er han et magtmenneske, der ønsker indflydelse, men ønsket om et opgør med blokpolitikken og den uforholdsmæssig store indflydelse fra fløjene er reel, og det har Moderaterne og Radikale Venstre til fælles.

Det er nok tvivlsomt, om Venstre og Konservative vil gå med i en regering hen over midten, så mindre må gøre det. Spørgsmålet er, om det overhovedet ville være en god idé med så bred en regering. For hvor bred kan og skal en regering egentlig være for at være operationsdygtig?

Mit bud er, at den ikke hverken kan eller skal være bredere end Socialdemokratiet (S) og Moderaterne (M). S er rød, og M er blå. Idéen skal være, at den nye brede regering skal komme med de helt nødvendige udspil til konkrete løsninger på de udfordringer, vi stå overfor. Deres mission skal være, at de hver i sær kan gå tilbage til deres bagland i rød og blå blok og skaffe den brede opbakning til reformerne, der er nødvendig for at de kommer til at holde på lang sigt. Det kunne være spændende, om det kunne lykkes.

I sidste instans kan det blive et person spørgsmål, der kan komme til at afgøre regeringsdannelsen. Kan Mette Frederiksen danne regering med Lars Løkke, eller er deres personlige stridigheder ganske enkelt for store til, at det er realistisk?

Folkeafstemning – stem ja

Danmarks EU forbehold om deltagelse i EU´s udenrigs- og sikkerhedspolitik, der påvirker forsvarsområdet, skal til folkeafstemning den 1. juni 2022.

Årsagen eller anledningen er krigen i Ukraine. Ikke selve krigen, men den omstændighed, at Rusland uprovokeret har invaderet et selvstændigt demokratisk land. Det ændrer risikobilledet ikke bare i Europa men globalt.

Danmark er et lille land, der ikke kan klare sig alene. Derfor skal vi deltage fuldt ud i alle de sammenhænge, der har som formål at forsvare demokratiet og de værdier demokratiet er bygget på. Både Nato og EU er sådanne sammenhænge. De skal ikke ses som modsætninger, men som organisationer der tjener samme formål på det sikkerhedspolitiske område. EU er meget mere, men det er afgørende, at EU får en mere aktiv og fremtrædende rolle ikke kun i Europa men globalt på forsvarsområdet. På hele det sikkerhedspolitiske område.

Nej siden argumenterer med, at vi ikke behøver at deltage i EU´s samarbejde på forsvarsområdet, når vi nu er medlemmer af Nato. Det er i min optik meget forkert. Den absolut største drivkraft i Nato er USA. USA støtter og opfordrer EU til at deltage mere aktivt. Det gør USA fordi, der også er trusler imod vores demokratier fra andre steder i verden, herunder Kina, lande i Mellemøsten og Afrika. USA har derfor brug for, at EU så at sige, tager sin del af slæbet. Både økonomisk og med aktiv deltagelse i operationer.

Der tales om etablering af en særskilt EU hær, som et alternativ til Nato. Det, at det skulle være et alternativ til Nato, er et skræmmebillede. En EU hær skal være et supplement til Nato – ikke et alternativ. Da forsvarsområdet ikke er et såkaldt overstatsligt område, skal alle lande være enige, og de enkelte medlemslande kan ikke tvinges til at deltage i operationer, de ikke ønsker.

Langt de fleste EU lande er medlemmer begge steder, og deltager fuldt ud begge steder på forsvarsområdet. Det skal Danmark naturligvis også. Vi nyder godt af samarbejdet og den beskyttelse og sikkerhed, der giver. Som deltagende land har vi indflydelse, men ikke så længe vi har et hæmmende forbehold, og det bør danskerne ophæve ved folkeafstemningen 1. juni.

Overskriften er ikke min egen. Den er er taget fra en artikel i Ekstrabladet, hvor chefredaktør Karen Bro indleder en række artikler om ligestilling samt inviterer til debat om emnet i Pressens hus på Rådhuspladsen den 4. april 2019.

Ligestilling er et blandt mange andre emner, der ikke vil dø. Den kønsmæssige ligestilling vel at mærke. Følger man de mange debattører er deres tilgang og definition af ligestilling bestemt ikke ens. Vi diskuterer altså emnet i en meget bred forstand, og det er måske sundt nok.

Jeg vil dog mene, at de fleste på vore breddegrader har den tilgang, at kvinder som individer ikke er mindre værd end mænd. Bevares, indvandringen fra andre kulturer har nok øget antallet af dem, der måtte mene, at kvinder er mindre værd end mænd. På den måde er indvandring jo en god ting. Vi får mulighed for at påvirke disse menneskers holdning, og hvis ikke dem så deres børn og børnebørns, som så kan danne grobund for forandringer. ”Dialogkaffe” er kommet for at blive.

Personligt hører jeg til dem, der mener, at statistikker er en del af løgnen. En klog sagde en gang: ”Der findes tre grader af løgn: En hvid, en stort og så statistik.” Artiklen angiver statistikker som ”løngab”, ”par, hvor kvinden tjener mest”, ”kvinder i bestyrelser og direktioner”, og ”antal barselsdage” som nøgletal for ligestilling. Statistikkerne er sikkert retvisende nok, men hvad de har med ligestilling at gøre, kan og bør vel diskuteres. Har vi først har ligestilling, når statistikkerne viser, at fordelingen er 50/50?

Her kommer den store åbenbaring: Der er heldigvis forskel på kvinder og mænd. Det betyder, at der rent faktisk er en masse ting, kvinder er bedre til end mænd – og et par stykker, hvor det er omvendt 😉.

Vi har tendens til at skulle måle alting. I antal eller kroner og øre. Et af de helt store problemer i vores nuværende samfundsmodel – efter min mening. Min opfattelse er, at ligestilling i lige så høj grad er en kulturel og samfundsmæssig opfattelse af individets værdi. Lige løn for lige arbejde bør være en selvfølge, men vi er nødt til at erkende, at der er ting, det ene køn er bedre til end det andet. Ligestillingskampen bør derfor også handle om vores kulturelle og samfundsmæssige opfattelse af, hvad tingene er værd.

Lad os tage den klassiske: ”Manden er som skaffedyr mere værd end den hjemmegående husmor.” Der er en masse problemer og udfordringer med den arbejdsfordeling i den nuværende samfundsmodel, men grundlæggende burde rollerne i min optik vurderes at være lige meget værd. Rollerne kunne jo kønsmæssigt være omvendt, hvilket stadig ikke ville gøre en forskel i vurderingen af den enkeltes værdi min optik.

Problemet er derfor vores kulturelle og samfundsmæssige opfattelse af værdi. ”Værdi har den, der skaffer penge, den der arbejder, bidrager til samfundet” osv. Alle andre er mindre værd, og det er et problem, vi er nødt til at adressere, hvis vi vil have reel ligestilling og i øvrigt et endnu bedre samfund, end vi har i dag, med mindre ulighed, bedre miljø osv.

To be continued.

Muslimer verden over er taget som gidsler af de terrorister, der med koranen i hånden hævder, at de blot gør deres pligt i kampen mod de vantro. Kampen mod terrorisme er derfor også en kamp, moderate muslimer bliver draget ind i. Helt urimeligt naturligvis, men ikke desto mindre en realitet.

De moderate muslimers kamp er dog ikke kun imod terroristerne selv, men også mod større eller mindre grupper af de befolkninger, de lever iblandt, der skærer dem over en kam med terroristerne, alene fordi de har samme trosretning, og derfor går under betegnelsen muslimer. Igen helt urimeligt naturligvis, men ikke desto mindre en realitet.

Lige så lidt ikke muslimer ønsker denne kamp, lige så lidt ønsker de moderate muslimer den. Men begge parter er af terroristerne blevet påtvunget kampen. En kamp der i øvrigt ikke er ny historisk set, men ny fordi det er nye generationer, der udkæmper den, og fordi selve kampen, vilkårene for kampen, midlerne er nye.

Konsekvenserne er imidlertid ikke nye. Frygt, død og ulykke for mange uskyldige mennesker, der i bund og grund blot ønsker at leve deres liv i fred og fordragelighed med deres familier og venner, med eller uden en religion, de kan dyrke sammen med ligesindede uden i øvrigt at genere dem, der har valgt at tro på noget andet eller slet ikke.

Når man ufrivilligt bliver påtvunget en kamp, kan man enten vende den anden kind til eller tage kampen op. Som samfund føler vi os nødsaget til at tage kampen op, men det er på tide, at vi finder ud af, at ikke muslimer og moderate muslimer er på samme side i denne kamp. Det virker som om ”nogen” ligefrem ønsker, at gøre de moderate muslimer til fjender. Som om de tænker: ”En muslim er en potentiel terrorist, så derfor er alle muslimer mine fjender”. Hopper vi med på den, vil kampen med al sandsynlighed aldrig få en ende. Iht. www.religion.dk er 23% af verdens befolkning muslimer – det er 1,6 milliarder mennesker, mens 32% er kristne – det er 2,2 milliarder mennesker.

Det er ikke nemt. Menneskets natur gør, at det ikke er nemt. De kulturelle forskelle gør, at det ikke er nemt. Politiske dagsordner, kampen om magten og meget andet gør, at det ikke er nemt. Hvordan ændrer man så mange menneskers opfattelse og indstilling til sameksistens? Hvordan ændrer man eksistensgrundlaget for store dele af verdens befolkning, så selve grundlaget for ekstremisme minimeres? Osv.

Her må jeg kapitulere. Jeg ved det ikke, og hvis nogen havde løsningen, ville de så være i stand til at overbevise tilstrækkelig mange om, at netop det var løsningen? Det er ikke nemt, men vi må blive ved med at gøre forsøget.

Özlem spørger via sin FB-profil: “Hvad gør vi ved den stigende hadretorik og mistænkeliggørelse. Det virker. Hver gang en af verdenslederne kommer med et udfald mod muslimer, får jeg så mange hademails. Folk er oprigtig bange for muslimer.”

1. Først må vi forklare hvorfor, det er sådan: Mit bud er, at det er det fordi, mange mennesker sætter lighedstegn mellem muslimer og terrorister. Det er selvfølgelig ikke i orden og uretfærdigt, men sådan er det.
2. Vi må altså bekæmpe terrorismen for at få fjernet roden til mistænkeliggørelsen.
3. Så er der ikke mere 🙂

Ok. Lidt mere så:

1. Muslimer kommer fra lande, der har en anden kultur og en anden religion (Islam), der i mange menneskers opfattelse ikke er forenelig med den, vi har.
2. Selvom vi har religionsfrihed, og der tales meget om det multikulturelle samfund, er der mange mennesker, der stadig er intolerante overfor alt, der ikke er ligesom dem selv. De ønsker ikke et multikulturelt samfund, og det er jo en legal holdning, som man kan være enig eller uenig i. I den vestlige verden vinder denne holdning mere og mere frem – igen fristes man til at sige. Derfor har de nationalistiske partier vind i sejlene.
3.  Når herboende muslimer klæder sig, opfører sig, dyrker deres religion og den kultur, de (eller deres famile) kommer fra osv. puster de til ilden og bekræfter ikke kun alle fordommene, men også det faktum, at ikke alle muslimer ønsker at tilpasse sig den kultur, de normer osv., vi har i den vestlige verden. Nogen ønsker faktisk at videreføre deres liv og tilværelse, som det var – måske bare uden krigen, volden, diktaturet osv.
4. Når herboende muslimer begår kriminalitet, er det ikke bare dem, der har begået kriminaliteten, der bliver opfattet som kriminelle. Alle muslimer bliver kriminaliseret. Uretfærdigt naturligvis, men sådan fungerer det for mange  mennesker. Vi generaliserer.
5. Det er vigtigt at forstå, at de muslimer, der har den adfærd, modarbejder de muslimer, der faktisk ønsker at tilpasse sig og leve efter de love, regler og normer, vi har i den vestlige verden. Hvor uretfærdigt det end måtte være, så bliver alle skåret over en kam.
6. Dialogkaffen skal måske omdirigeres lidt, hvis den stigende hadretorik og mistænkeliggørelse skal ændres. Måske er det muslimer, der skal integrere muslimer, så de intolerante ikke får næring.

Kan vi lære noget at historien?

1. Ting tager tid – nogle ting, tager rigtig lang tid. Noget står måske slet ikke til at ændre. Tag det amerikanske samfund, der om noget er et indvandresamfund. Afroamerikanere, mexicanere osv. er stadig ikke helt accepteret af en stor del af den amerikanske befolkning – og bliver det måske aldrig. Alene fordi de ser anderledes ud. Måske er det globale multikulturelle samfund en illusion – en romantisk drøm?
2. Der er mange sammenligner, mellem den måde Nationalister i den vestlige verden i dag får tilhængere via populistisk retorik, og den måde det skete på i 30’ernes Tyskland og vel også i Italien. Den generation, der oplevede den tid, er dog ikke så stor længere, og de næste generationer har svært ved at forholde sig til noget, de ikke selv har oplevet. “Så slemt bliver det nok ikke” tænker mange. Man må håbe de får ret!

Så for at svare på Özlem’s spørgsmål:

Der er ingen lette løsninger her. Ja – terror skal til enhver tid bekæmpes. Ja- herboende muslimer kan selv gøre noget ved “at ligne os andre” i bred forstand, så de intolerante ikke får mere vind i sejlene end højest nødvendigt.

Politiske tiltag for integration? Tvivlsomt! Politikere tænker desværre mest i meningsmålinger og stemmer til næste valg = magt. De fleste politikere har vel stadig en idealisme tilbage, men den bliver for ofte tilpasset, fordi kampen om magten bliver vigtigere. “Vi kan jo ikke føre vores idealer ud i livet, hvis ikke vi har magt” synes ræsonnementet at være.

Arbejdsmarkedet er vigtigt – måske selve nøglen. Her skal der ofres lidt mere dialogkaffe på at  snakke med virksomheder, så de tager deres del af ansvaret.

Jeg hører på ingen måde til de intolerante, og jeg tror heller ikke, vi kan putte de intolerante i en kasse, der står “dårlige mennesker” på. Sådan hænger det bare ikke sammen.

Det ville være fantastisk, hvis vi levede i en verden, hvor respekten for hinanden, forståelsen, overbærenheden, tolerancen, overskuddet til at dele med hinanden osv. –  oversteg alle forskellene. Tænk hvis vi i et globalt fællesskab kunne bekæmpe sygdomme, fattigdom, undertrykkelse osv.

Er det umenneskeligt?

Nationalisme udspringer af frygt. Frygten for ikke at have kontrol. Frygten for det ukendte og anderledes. Men kære nationalister. I skal ikke være bange. Jeg skal nok passe på jer alle sammen.

I stedet for at tage afstand fra EU, diverse konventioner mv. skal vi se frygten i øjnene – tage kampen op. Det gør vi ikke ved at forskanse os i lille Danmark. England var engang en stor og modig nation. Med Brexit er de blevet så meget mindre – en marginaliseret og frygtsom nation. Den vej skal vi ikke.

EU er muligvis et monstrum af regler og love, som ingen kan overskue, men er det selv samme ikke tilfældet med vores egen lille andegård. Danmark. Selvfølgelig er det det. Alle skriger på forenkling, mindre bureaukrati osv.

Vi lever i en meget kompleks verden, hvor ingen kan overskue alt. Den kendsgerning skal vi forlige os med i stedet for at forsøge at indsnævre og forskanse os i en vrangforestilling om, at når bare vi kun er os i lille Danmark, så kan vi kontrollere og overskue det hele. Det er en illusion.

Men frygten skal tages alvorlig. Ikke ignoreres. Fordomme og misforståelser skal diskuteres og debateres for at blive marginaliseret. På den måde mindsker vi frygten. Politikere skal ind i kampen både i ind- og udland – ikke melde sig ud af kampen.

God kamp 🙂