Kategori: Uncategorized

Højrefløjen bør have en mission. En mission om, at repræsentere det lødige, legitime, borgerlige Danmark. Land OG by. Ikke Land MOD by. Samling – ikke splittelse. Ordentlighed. Liberale og konservative værdier. Danske værdier, som frihed under ansvar, retfærdig og retsbevidsthed, ret og pligt.

Et samfund, hvor initiativet kan betale sig i erkendelse af, at det er den private sektor, der finansierer vores velstand, og den offentlige sektor, der leverer vores velfærd. De er ikke modsætninger, men hinandens forudsætninger. Størrelsen af den offentlige sektor er ikke et mål i sig selv, men en konsekvens af bevidste valg om, hvad vi er fælles om, og hvad vi hver især selv er ansvarlige for.

En stat, der ikke begrænser, men sørger for nødvendig regulering i erkendelse af, at vi lever i en kompleks verden, hvor vi som et lille land har brug for en stat, der deltager aktivt i samarbejde med ligesindede i Europa og andre demokratier.

En stat og et samfund hvor bureaukrati ikke bliver et skældsord fordi, det begrænser unødigt, men alene holder os på sporet, så vi ikke ender i anarki. En offentlig sektor, der nok agerer i henhold til lovgivning, men også har friere rammer til sund fornuft. Afvigelser og undtagelser er OK, når blot de kan begrundes i erkendelse af, at lovgivning ikke kan tage højde for alt og alting. Et princip, der bør gå forud love og paragraffer i den offentlige administration. Så kan statsrevisorer afgøre, om afvigelserne var OK i den givne situation, og derigennem være med til at understøtte princippet.

Når flest mulige klarer sig selv, minimeres behovet for offentlig forsørgelse. Langt de fleste har et ønske om at kunne klare sig selv, og langt de fleste vil gerne bidrage til fællesskabet. Mistro og underminering af velfærdsydelser har over tid indfundet sig i grad, der ikke er vores samfundsmodel værdig. Vi skal kæmpe for det tillidsbaserede samfund.

Som mennesker har vi brug for at være i et fællesskab, at føle vi er en del af fællesskab. En samfundsudvikling vi desværre er på vej væk fra, men skal tilbage til. Det er grundlæggende værdier, der er på spil, og med vores succes og velstand er vi nået helt op i toppen af Maslows behovspyramide, hvor egoet og selvrealismen hersker på bekostning af grundlæggende basale behov. Det holder ikke i længden. Hvis fundamentet krakelerer, hvor de basale behov ikke opfyldes, falder korthuset sammen på et tidspunkt. Det ønsker vi ikke.

Der ligger en sandhed i, at et samfund defineres af, hvordan det behandler sine svageste. Det storsind skal definere Højrefløjen. Dels fordi, det er det rigtige, og dels fordi, det tager luften ud af Venstrefløjens kritik af Højrefløjen.

Højrefløjen som de riges talerør, der blot er ude på at berige sig selv på de fattiges bekostning, bør manes i jorden. Højrefløjen såvel som Venstrefløjen bør være for alle samfundslag, hvor der er et ideologisk fællesskab snarere end et klassefællesskab. Rig mod fattig skaber en splittelse, vi ikke har brug for. En splittelse der ødelægger et samfund. Vi har brug for et samfund, hvor det er OK, at have forskellige holdninger, der baserer sig på et ideologisk grundlag og en ideologisk forskellighed. Ikke et klasseopdelt samfund, hvor det er rig mod fattig.

Dalby, den 29. august 2026 / Lars Henrik Frederiksen

Højrefløjen har et problem. Ikke kun i Danmark, men globalt. Problemet er ikke midterpartier og venstrefløjspartier. Problemet er den ekstreme højrefløj.

Lad os i første omgang indsnævre det til danske forhold. Hvis ikke Venstre, Konservative og Liberal Alliance får formuleret et fælles projekt uden Morten Messerschmidt & Co, bliver de løbet over ende af Dansk Folkeparti. Det er deres opgave at få marginaliseret den ekstreme højrefløj – ikke midt- og venstrefløjens.

Og nåh ja, jeg glemte helt Inger Støjberg og hendes Danmarksdemokrater, der lige så stille er ved at blive kørt ud på et sidespor af… ja, nemlig – Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti. Inger slår sig op på land mod by og udlændingepolitik. Migrationspolitik. En dagsorden især Dansk Folkeparti løber med på højrefløjen. Inger har svært ved at distancere sig, og det koster stemmer.

Selvom jeg ikke er stor fan af Inger Støjberg, og egentlig mener, at hun ikke er værdig til at sidde i Folketinget efter sin dom, er det nu alligevel min opfattelse, at hun ikke hører til den ekstreme del af højrefløjen.

Hendes intentioner fejler egentlig ikke noget, men man udnytter ikke sin magt som minister ved at bryde loven for at opnå sine politiske mål. Man udnytter sin magt og indflydelse til at få ændret lovgivningen, og derigennem får gennemført sin politiske dagsorden. Det har Inger aldrig forstået. Nok om det.

Skrækscenariet har allerede udspillet sig i USA, hvor den ekstreme højrefløj har kapret hele det Republikanske parti. Hvis ikke noget lignende skal ske i Danmark og resten af Europa for den sags skyld, skal den lødige del af højrefløjen til at mande sig op, og få formuleret et bæredygtigt fælles projekt, hvor der nok føres en stram udlændingepolitik, men ikke med de undertoner af racisme og skæren alle muslimer over en kam, som Dansk Folkeparti gør. Enhver muslim er en potentiel terrorist synes mantraet at være. Det holder naturligvis ikke.

Morten Messerschmidt vil nok erklære sig uenig i den udlægning. Dum er han nemlig ikke. Han forstår at balancere på en knivsæg. En ulv i fåreklæder om man vil. Spændende bliver det, hvad hans stunt med at trække de radikales Martin Lidegaard i retten ender med. Det stunt handler alene om at få rettens ord for, at har er ”stueren”. For at bruge Poul Nyrups udtryk: ”Stuerene bliver de aldrig” sagde Poul Nyrup – altså Dansk Folkeparti med henvisning til deres racistiske holdninger til muslimer.

Ingen er jo uenige i, at kriminelle udlændinge skal udvises og sendes retur til deres hjemland. Det skal naturligvis ske med respekt af de regler, menneskerettigheder og konventioner, vi bekender os til. Er selvsamme uhensigtsmæssige, arbejder vi på at få dem lavet om eller tilpasset. Det er EU i gang med, og det kan de lødige hørefløjspartier sammen med i øvrigt Socialdemokratiet sagtens finde ud af.

Der vil nok altid være mennesker med ekstreme holdninger. Det viser historien. Desværre viser historien også, at den gentager sig med generationers mellemrum. De mennesker, der oplevede 2. verdenskrig, er her snart ikke længere, og når man ikke selv har oplevet Nazisterne, deres racistiske menneskesyn, og ønsket om en fascistisk styreform, så finder den vej igen til nye generationer. Vi lærer desværre ikke af historien, men gentager den igen og igen. Heri ligger den egentlige fare, og det er den højrefløjen skal bekæmpe for ikke selv at blive en del af den.

Dalby, den 29. august 2026 / Lars Henrik Frederiksen

Krig er magtudøvelse. Men krig er også afmagt. Afmagten indfinder sig, når diplomatiet må give op, eller slet ikke er en mulighed. Endelig er krig også hævn og gengældelse.

Det er svært for almindelige mennesker at vurdere, om magthaverne træffer de rigtige beslutninger på det rigtige grundlag, når de beslutter at gå i krig.

Krigen i Irak var begrundet i en mistanke om, at Saddam Hussein var ved at udvikle atomvåben. Mistanken alene var begrundelse nok, da man ikke kunne tåle at tage fejl. Vurderingen må have været ”better safe than sorry”.

Krigen i Afghanistan var begrundet i at bekæmpe terrorisme primært udøvet af Al-Qaeda og Taleban. Senere også ISIS.

Sidstnævnte krig i Afghanistan blev en Nato mission, men var oprindelig startet af USA. Efter 20 år måtte man trække sig ud igen. Opgive kampen og efterlade Afghanerne i terroristernes vold. En forbrydelse i sig selv skulle man mene.

Disse to krige blev startet i forlængelse af terrorangrebet mod USA 11. september 2001, og de fleste har nok den opfattelse, at de som følge heraf var startet på en legitim baggrund. Kampen mod terror.

Som jeg ser det, er det legitimt at bekæmpe terrorisme og beskytte sin befolkning. Det er også legitimt at vi i Vesten med baggrund i demokrati, frihed og menneskerettigheder bekæmper et terrorregime, der undertrykker sin egen befolkning, som vi ser det i Iran, som vi så det i Syrien, og som vi ser det i mange andre diktaturstater.

Jeg ved ikke om læren af krigen i Afghanistan er, at selv ikke en magtfuld organisation som Nato med USA i spidsen kan bekæmpe et terrorregime indefra? Eller er læren snarere, at det kræver uendelig involvering? At 20 år langt fra er nok. Jeg er tilbøjelig til at tro på det sidste.

Hvad er så forskellen på krigene i Irak og Afghanistan til den aktuelle krig i Iran? Fortællingen fra USA og Israel er, at det mest af alt handler om mistanken om, at Iran er ved at udvikle atomvåben. Det kan jo være rigtigt, og er vi så ikke tilbage ved, at mistanken alene er begrundelse nok. Man kan ikke tåle at tage fejl. ”Better safe than sorry”.

Forskellen ligger i detaljen. USA og Israel har ikke længere den troværdighed, de havde en gang. På relativ kort tid er det lykkes både USA og Israel at nedbryde sin egen troværdighed i en grad, der får resten af verden til at tage afstand fra deres handlinger. Deres krig. Ikke vores krig. Det er ærgerligt, og det er noget, vi er nødt til at gøre noget ved. Sammen med den amerikanske og den israelske befolkning. Hvis de vil.

Lige nu gør vi det, vi kan. Vi tager afstand fra en krig, der måske er illegitim, måske ikke. Mest af alt tager vi afstand fra Trump og hans administration. Netanyahu og hans administration. Deres mafiametoder overfor resten af verden kan og må ikke accepteres. Det sørgelige er, at USA var den bastion, der indgød os håbet mod store diktaturstater som Rusland og Kina. Den bastion er nu faldet på grund af Trump og hans administration. De er nu sunket til samme lave niveau, og den tilbageværende ”frie verden”, skal nu reorganisere sig og opruste for at finde nyt håb.

Europa og andre mellemstore nationer som Canada, Australien og Japan står sammen om at sige fra. Insisterer på en verdensorden, der bygger på de ”rigtige” værdier. Dermed ikke sagt, at vi i Vesten har patent på de alle de ”rigtige” værdier.

Vi opnår nok aldrig den ideelle verden, hvor alle har samme grundlæggende værdier, og alle spiller efter de samme regler. Det er derfor krige opstår. I afmagt over at diplomatiet for en stund måtte give op. Heldigvis viser historien, at krigene stopper. Imperier falder eller går i opløsning. Intet varer evigt.

Deri ligger håbet – for amerikanerne, for israelerne og for alle os andre, der bedst kan lide fred og fordragelighed.

Der er dog en indre svaghed i den vestlige begrundelse for krigen mod Iran, som er værd at få med. Den mest oprigtige del af legitimiteten – ønsket om at befri en undertrykt befolkning fra et regime, der har ført krig mod sine egne borgere siden 1979 – forudsætter, at der findes et troværdigt alternativ, som kan træde i stedet. Det gør der ikke, i hvert fald ikke lige nu.

Den iranske eksilopposition er dybt splittet: monarkister omkring den tidligere shahs søn, Reza Pahlavi, venstrefløj, kurdiske og andre etniske bevægelser, og liberale republikanere, der alle kæmper indbyrdes om at repræsentere det “frie Iran”. Pahlavi er den mest kendte skikkelse, men langt fra en samlende figur – han er blevet beskyldt for at underminere resten af oppositionen snarere end at forene den, og hans tilhængere har flere gange optrådt truende over for andre dissidenter. Selv Det Europæiske Parlament har bevidst undgået at udpege ham som den eneste samtalepartner, netop fordi man ikke ønsker at forudbestemme, hvem iranerne selv skal vælge som deres ledere efter et eventuelt regimeskifte.

Dertil kommer, at selve magtapparatet i Iran – Revolutionsgarden – er så dybt forankret i økonomi, sikkerhedsvæsen og retsvæsen, at et sammenbrud i toppen ikke nødvendigvis baner vej for noget nyt. Historien fra Irak og Libyen viser, at et regime kan vælte uden at et levedygtigt alternativ er klar til at overtage – med magtvakuum, fragmentering og borgerkrig som resultat i stedet for den demokratiske overgang, man håbede på.

Konklusionen må derfor være, at krigens legitimitet halter på et centralt punkt. Det er let at retfærdiggøre en krig med henvisning til en undertrykt befolknings ret til frihed. Det er sværere at retfærdiggøre den, når man ikke kan svare på, hvad der skal komme i stedet. Så længe det spørgsmål står ubesvaret, risikerer vi – uanset hvor forkasteligt regimet i Teheran end er – at bytte en kendt undertrykkelse ud med en ukendt og måske værre kaos. Det er ikke et argument for at lade regimet passere upåtalt, men et argument for, at den vestlige interesse i regimeskifte bør ledsages af et lige så stort engagement i at hjælpe iranerne selv med at finde sammen om, hvad der skal efterfølge det – før våbnene taler.

Dalby, 15. juli 2026 / Lars Henrik Frederiksen

Religion og politik. To sider af samme sag, eller?

Iran har et præstestyre. I det hele taget er religion og politik i høj grad flettet sammen i store dele af den muslimske verden.

Den vestlige verden betragtes ofte som sekulær, hvor religion og politik er mere adskilt, men hvor de kristne værdier er manifesteret både i love og regler som i kulturen.

Hvorom alting er, har religion til alle tider været genstand for konflikt. Både politisk og kulturelt. Internt mellem mennesker i forskellige samfund, og i den grad også mellem lande. Selv indenfor de forskellige religioner er der konflikt. Mellem sunni og shia muslimer. Mellem kristne protestanter og katolikker.

Så ret beset er religion og politik to sider af samme sag, der er årsag til de konflikter, der er verden over. Ikke kun, men en stor del af dem.

Kærlighed og Fred

Kærlighed og Fred er fundamentale værdier, der går igen i de fleste store religioner. Værdierne går desværre ofte tabt i fortolkninger og udlægninger af religiøse tekster. Magthavere tager ofte religionen som gidsel, i deres bestræbelser på at opnå politiske mål. Ikke nyt. Bare en konstatering.

Passager fra religiøse tekster tages ud af deres sammenhæng, og bruges til at legitimere ofte voldelige handlinger som terrorisme, krig og ødelæggelse. Egentlig har ingen noget at lade hinanden høre.

Det store spørgsmål er, om dette er et vilkår, så længe der er mennesker på jorden? Eller, kan der opstå en verdensorden, der praktiserer det overordnede budskab om Kærlighed og Fred over alt. Over i den betydning, at det er overordnet, og derfor skal praktiseres forud for voldelig konflikt.

Koranen betragter Jøder og Kristne som ”Bogens folk”. Modtagere af tidligere åbenbaringer, men ikke vantro, som det ellers ofte fremgår. Koranen opfordrer samlet set til respektfuld sameksistens, hvilket står i kontrast til den radikaliserede udlægning.

Biblen prædiker også tolerance og næstekærlighed. At det ikke er op til mennesker at dømme hinanden, men at det er Gud, der i den sidste ende beslutter skæbnen i efterlivet for mennesker, der har haft andre trosretninger end kristendommen.

Hertil kommer, at religiøse tekster som biblen, koranen og Tanakh er skrevet af mennesker og indeholder mange modsigelser og unøjagtigheder, der derfor bliver genstand for fortolkning.

Jeg vælger at tro, at Kærlighed og Fred er religionernes egentlige budskab på tværs af hinanden. Konflikterne er menneskeskabte ofte som et resultat af forvanskede udlægninger af religionen i Biblen, i Koranen og i Tanakh, den Jødiske bibel. Troen er på den samme Gud, der har det samme egentlige budskab om Kærlighed og Fred over alt.

Er Kærlighed og Fred en guddommelig tilstand, og derfor ønsketænkning bland mennesker? Hidtil må vi konstatere, at det synes at være tilfældet. Mennesket er ikke guddommeligt, men derfor kan vi godt vælge af tro på den. Kærligheden og Freden Over alt.

Dalby, 18. april 2026 / Lars Henrik Frederiksen

To ord, der om noget er kendetegnet for den amerikanske præsident, Donald Trump. To ord, der om noget er negativt ladet og forbundet med noget meget usympatisk og usundt.

Sæt så de to ord sammen med ordet magt, og det bliver pludselig en sprængfarlig cocktail. Og er der noget en amerikansk præsident har, er det magt. Magtmisbruget har allerede vist sig.

Fra de relativt uskadelige ting som hans navn på bygninger, og opførelse af monumenter. Balsalen i Det Hvide Hus, og nu en Triumfbue – Arc de Trump.

Til hans bestræbelser på at annektere andre lande, eller indsætte et såkaldt Trump venligt styre. Præcis det Putin ønsker at gøre i Europa. Canada skal være den 51. stat. Kidnapning af Venezuelas præsident. Next stop Cuba. Kontrol over hele den vestlige halvkugle, herunder ejerskab af Grønland.

En fascistisk tilgang til håndtering af immigrationsproblematikken, hvor ICE uden konsekvens har dræbt to amerikanske statsborgere. En fascistisk tilgang til håndtering af formodede smuglere af narko. Skyd først, spørg bagefter. Ikke noget med forsøg på anholdelse og retsforfølgning, som ville have været måden en retsstat havde håndteret det på.

En åbenlys foragt for alliancen Nato, og for EU.

Nato, som vi kendte det, er under kraftig omstrukturering. Ikke som sådan foranlediget af Trump, men som konsekvens af hans handlinger. Det er åbenlyst, at han de facto har meldt USA ud af alliancen. Formelt kommer det ikke til at ske, da det kræver kongressens godkendelse, men det er heller ikke nødvendigt for at sabotere samarbejdet.

Putin og Xi, Rusland og Kina, må sidde og klappe i deres hænder over den gave, de har fået. Europa er blotlagt. Smidt under bussen. Alene hjemme. Forladt. Det kunne nok have været gjort smartere, så Europa over en årrække havde kunnet opbygge sit eget forsvar, og så kunne USA have trukket sig langsomt tilbage. Man kunne have udviklet en bedre balance både økonomisk og strukturelt, og således have bevaret alliancen.

Nu kommer det til at foregå på helt andre vilkår. Men ske vil det. Det absurde er, at det er i Europas interesse at holde russerne beskæftiget i Ukraine, så de ikke forsøger at indtage andre lande, mens opbygningen af et troværdigt Europæisk forsvar foregår. Ukrainerne holder stangen for et frit Europa. Det er dealen mellem Europa og Ukraine. Freden kommer først, når Europa fremstår som en troværdig selvstændig militær magt, Putin ikke ønsker at udfordre. Trump gør, hvad han kan for at underminere det. Støtter Victor Orbán i Ungarn og andre kræfter i Europa, der ønsker et russisk domineret Europa. Hvor absurd det end måtte lyde.

Og absurd er det. For at give Europa til Russerne vil være en økonomisk ruin for USA. Den købekraft et frit Europa har, og den handel det muliggør mellem USA og Europa er essentiel for begge parter. Med et russisk domineret Europa, vil en stor del af den handel blive kanaliseret over til Kina og Rusland. En ren foræring. Men så klog af narcissisten Trump og hans administration åbenbart ikke.

Europa vil naturligvis ikke bare lægge sig fladt ned, og i alliance med Canada, Australien og Japan, vil der opstå en ny alliance for at bevare og udbygge frie demokratier som modvægt til store magtfulde autokratier. Håbet er, at amerikanerne selv tager hånd om Trump og hans administration, og indgår i et mere konstruktivt og ligeværdigt samarbejde med Europa og verdens øvrige frie demokratier.

Dalby, 12. april 2026 / Lars Henrik Frederiksen

Vi er langt forbi troværdighed. På rekordtid er det lykkes Trump og hans administration at sætte sin troværdighed over styr.

Konsekvensen er klar og tydelig for enhver. Ingen gider at ”lege” med. Ingen venner. Ingen allierede. Ingen der legitimerer, det han siger og gør. Sådan er virkeligheden for USA lige nu. Lande består af de mennesker, der lever og bor der, og man kan ikke behandle andre mennesker, som Trump gør, uden konsekvens.

Magten udøves med det, jeg vil kalde mafiametoder. Trusler og vold. Ikke kun imod den amerikanske befolkning, men i den grad også imod resten af verden. Man indsætter ICE i stater, der ikke ønsker det. Dræber uden konsekvens demonstranter. Man har kidnappet og fjernet en præsident i Venezuela. Ikke for befolkningens skyld, men for egen økonomiske vindings skyld. Olie. Man har skudt og dræbt formodede narkosmuglere uden rettergang. Man bruger alle midler til at true alt og alle med. Cuba, Grønland og Canada trues med annektering. Krigen i Mellemøsten. Ren Wild West. Skyd først og spørg bagefter. Gør, hvad vi siger, eller det bliver værst for jer selv. Nogle gange sker det. Andre gange bliver det ved truslerne.

Præsidenter før Trump har gjort lignende ting, og er kommet afsted med det. Vi fulgte Bush i Irak og Afghanistan efter 9/11. Når vi så ikke accepterer det, Trump gør, er det fordi, han har stødt alt og alle fra sig. Al den goodwill USA havde er væk. Sat over styr. Der er ingen tilbage til at legitimere. Han er usympatisk og indbegrebet af alt, hvad et dårligt menneske kan være. Psykopatisk, narcissistisk, og hvad vi ellers kan komme på af betegnelser, for det vi ser og opfatter ham som. Grundet hans retorik og handlinger. Det er her, han har begået sin største fejl. Uden venner og allierede til at legitimere tale og handling, ingen ret.

Han vil hellere være venner med andre diktatorer i verden end de demokratier, der har set op til USA. De demokratier, der har accepteret og legitimeret dets overherredømme. Når de ikke længere er der, forsvinder accepten og legitimiteten, og uanset hvad han gør eller kommer til at gøre i resten af sin periode, vil det blive betragtet negativt og illegitimt.

Det er muligt, vi ikke har betalt vores del af regningen i mange år. I Nato. Det er ikke OK. Selvfølgelig er det ikke det. Der er ting Trump har ret i, men måden, han håndterer det på, er ikke OK. Langt fra OK, og det bliver hans fald.

Problemet er den magt, det amerikanske folk har givet Trump og hans administration. En magt, der kræver ansvarlighed og ydmyghed. Egenskaber præsidenten og hans folk tydeligvis ikke har, og derfor er vi vidner til et omfattende magtmisbrug. Forudsigeligt? Ja. For de fleste var det nok forudsigeligt, men amerikanerne valgte ham alligevel, og nu skal ikke kun amerikanerne leve med det. Det skal alle vi andre også.

Med den position USA har i verden – eller har haft – har den amerikanske befolkning et større ansvar end de er sig selv bevidst, når de går til valg. Kongressen og højesteret ligeledes. Men det er ikke ligetil at afsætte en siddende præsident.

Amerikanerne og alle vi andre vil forhåbentlig lære af det, vi er vidner til. Imperier falder. Det er sket mange gange i historien. Ingen kan tåle så megen magt, og derfor er vi i gang med at skabe en ny verdensorden, hvor USA ikke længere har et overherredømme. Troværdigheden og legitimiteten er ikke længere eksisterende, og derfor falder imperiet.

Dalby, 7. april 2026 / Lars Henrik Frederiksen

Krig er magtudøvelse. Men krig er også afmagt. Afmagten indfinder sig, når diplomatiet må give op, eller slet ikke er en mulighed. Endelig er krig også hævn og gengældelse.

Det er svært for almindelige mennesker at vurdere, om magthaverne træffer de rigtige beslutninger på det rigtige grundlag, når de beslutter at gå i krig.

Krigen i Irak var begrundet i en mistanke om, at Saddam Hussein var ved at udvikle atomvåben. Mistanken alene var begrundelse nok, da man ikke kunne tåle at tage fejl. Vurderingen må have været ”better safe than sorry”.

Krigen i Afghanistan var begrundet i at bekæmpe terrorisme primært udøvet af Al-Qaeda og Taleban. Senere også ISIS.

Sidstnævnte krig i Afghanistan blev en Nato mission, men var oprindelig startet af USA. Efter 20 år måtte man trække sig ud igen. Opgive kampen og efterlade Afghanerne i terroristernes vold. En forbrydelse i sig selv.

Disse to krige blev startet i forlængelse af terrorangrebet mod USA 11. september 2001, og de fleste har nok den opfattelse, at de som følge heraf var startet på en legitim baggrund. Kampen mod terror.

Som jeg ser det, er det legitimt at bekæmpe terrorisme og beskytte sin befolkning. Det er også legitimt at bekæmpe et terrorregime, der undertrykker sin egen befolkning, som vi ser det i Iran, som vi så det i Syrien, og som vi ser det i mange andre diktaturstater.

Jeg ved ikke om læren af krigen i Afghanistan er, at selv ikke en magtfuld organisation som Nato med USA i spidsen kan bekæmpe et terrorregime indefra? Eller er læren snarere, at det kræver uendelig involvering? At 20 år langt fra er nok. Jeg er tilbøjelig til at tro på det sidste.

Hvad er så forskellen på krigene i Irak og Afghanistan til den aktuelle krig i Iran? Fortællingen fra USA og Israel er, at det mest af alt handler om mistanken om, at Iran er ved at udvikle atomvåben. Det kan jo være rigtigt, og er vi så ikke tilbage ved, at mistanken alene er begrundelse nok. Man kan ikke tåle at tage fej. ”Better safe than sorry”.

Forskellen ligger i detaljen. USA og Israel har ikke længere den troværdighed, de havde en gang. På relativ kort tid er det lykkes både USA og Israel at nedbryde sin egen troværdighed i en grad, der får resten af verden til at tage afstand fra deres handlinger. Deres krig. Ikke vores krig. Det er ærgerligt, og det er noget, vi er nødt til at gøre noget ved. Sammen med den amerikanske og den israelske befolkning. Hvis de vil.

Lige nu gør vi det, vi kan. Vi tager afstand fra en krig, der måske er illegitim, måske ikke. Mest af alt tager vi afstand fra Trump og hans administration. Netanyahu og hans administration. Deres mafiametoder overfor resten af verden kan og må ikke accepteres.

Det sørgelige er, at USA var den bastion, der indgød os håbet mod store diktaturstater som Rusland og Kina. Den bastion er nu faldet på grund af Trump og hans administration. De er nu sunket til samme lave niveau, og den tilbageværende ”frie verden”, skal nu reorganisere sig og opruste for at finde nyt håb.

Europa og andre mellemstore nationer som Canada, Australien og Japan står sammen om at sige fra. Insisterer på en verdensorden, der bygger på de ”rigtige” værdier. Dermed ikke sagt, at vi i Vesten har patent på de alle de ”rigtige” værdier.

Vi opnår nok aldrig den ideelle verden, hvor alle har samme grundlæggende værdier, og alle spiller efter de samme regler. Det er derfor krige opstår. I afmagt over at diplomatiet for en stund måtte give op. Heldigvis viser historien, at krigene stopper. Imperier falder eller går i opløsning. Intet varer evigt.

Deri ligger håbet – for amerikanerne, for israelerne og for alle os andre, der bedst kan lide fred og fordragelighed.

Dalby, 2. april 2026, opdateret 28. juni 2026 / Lars Henrik Frederiksen

De er bestemt ikke enige om de værdier, de skal bygge deres land på. Amerikanerne. Mange vil retsstaten og demokratiet. Måske endda flertallet. Trump administrationen vil noget andet, og det får de nu at føle. Amerikanerne. Hvordan kunne de ikke se det?

De troede de fik en, der gik op imod den dybe stat. Op imod magteliten. De gennemskuede ikke, at Trump og hans administration var værre end det. Langt værre end den magtelite, de var vant til. Amerikanerne ønskede forandring. Bedre levevilkår. Bedre økonomi for den enkelte. Og det lovede Trump dem. Selvfølgelig.

Tyskerne så det heller ikke i 30’ernes Tyskland, hvor Hitler blev valgt demokratisk for derefter at afskaffe demokratiet og starte 2. verdenskrig. Det sker lige nu i USA.

Man kunne hævde, de ligger, som de har redt. Sandt til en vis grad. Demokraterne evnede ikke at stille med en troværdig kandidat, der havde en reel chance. Republikanerne sagde ikke fra, da de skulle. Og så valgte amerikanerne en utilregnelig narcissist, grænsende til psykopat til præsident. Og sammen med ham en ekstremistisk administration, der bygger på helt andre værdier, end retsstat og demokrati. Skammeligt og skræmmende.

ICE synes umiddelbart at være på niveau med Hitlers Brunskjorter. Voldsparate mænd, der hærger landet under dække af at skulle udrense nationen for illegale indvandrere. Brunskjorternes opgave var at skabe så meget kaos, så Hitler havde en legitim grund til at ophæve demokratiet og skabe orden. Mon ICE er tilset samme rolle for Trump administrationen? Man kan kun gætte.

Midtvejsvalget i november 2026 bliver afgørende for om demokratiet falder med Trump og hans administration. Ikke valgresultatet i sig selv, der med al sandsynlighed vil blive vundet af demokraterne. Men hvorvidt det vil lykkes Trump administrationen at få erklæret valget ugyldigt, fordi man simpelthen ikke kan acceptere et nederlag. Det lykkedes ikke ved præsidentvalget i 2020, der som bekendt endte med et desperat kupforsøg mod kongressen den 6. januar 2021. Denne gang er Trump og hans kupmagere mere forberedte.

Det er nu den amerikanske forfatning, skal stå sin prøve. Det er nu, kongressen, højesteret og ikke mindst det amerikanske militær skal træde i karakter og forsvare befolkningen mod en gal mand og hans administration.

Som bekendt har der før været borgerkrig i Amerika. Men kan en borgerkrig overhovedet lade sig gøre, og hvordan vil den udspille sig? Der vil givet vis komme et oprør fra befolkningen med store demonstrationer, der med stor sandsynlighed ikke vil gå fredeligt til. Trump vil så forsøge at indsætte militæret og erklære undtagelsestilstand, og så har vi en klassisk diktaturstat.

Vel at mærke, HVIS den øverste militære ledelse er loyale overfor Trump, og det er der desværre meget, der tyder på, at den vil være. I februar 2025 blev store dele af den øverste militære ledelse nemlig udskiftet. Sandsynligvis med det sigte, at Trump administrationen skulle sikre sig, at man havde loyalister siddende i toppen af militæret, der ville forsvare Trump ”no matter what”. Når det blev nødvendigt. Og det bliver nødvendigt efter midtvejsvalget i november 2026.

Dalby, 9. februar 2026

Lars Henrik Frederiksen

Jeg tror, at Trumpadministrationen vil gå over i historien som en Mafia med Donald Trump som Godfather.

Bevares, amerikanerne valgte på demokratisk vis, at deres Godfather og hans Mafia skulle indtage Det Hvide Hus. På et snævert mandat godt nok, men ingen har bestridt, at det var et legitimt demokratisk valg. Men hvilket valg?

Et valg, der først var mellem Joe Biden. En alt for gammel mand, hvis helbred og sindstilstand i bedste fald var tvivlsomt. Og så Mafiapræsidenten, Donald Trump.

Da demokraterne alt for sent erkendte dette, stillede de med en kvinde. Ovenikøbet en sort kvinde, Kamala Harris, der på ingen måde var klar til opgaven. Valget virkede panisk, men hun var dog siddende Vicepræsident, så måske var hun i situationen bedste bud.

Og set i alle mulige andre sammenhænge, er der jo intet i vejen med, at en sort kvinde skulle være i stand til at varetage jobbet som USA’s præsident. Men i et racistisk og kønsdiskriminerende USA, synes det noget naivt, at hun skulle have en chance for at blive valgt til det. Set i det lys, var det et ret overraskende og imponerende valgresultat hun præsterede.

Men at det overhovedet var nået dertil, at man fra Demokraternes side ikke stillede med en stærk modkandidat, der gav amerikanerne et reelt valg, var en katastrofe. Ikke kun for amerikanerne, men for verden. Man havde haft 4 år til at finde og køre en sådan i stilling. Så Demokraterne har et kæmpe ansvar for, at amerikanerne kun havde et reelt valg – Mafiapræsidenten, Donald Trump.

Her, 1 år efter Mafiapræsidenten blev valgt og tiltrådte embedet, står det klart, at det bliver 4 år, der kommer til at handle om at håndtere en legitim valgt Mafias enorme magt. Skal man kysse ringen og indordne sig? Eller, skal man bestride den nye Godfather og erklære ham krig? Er man ikke ven, er man jo fjende i den verden.

Der har længe været optakt til en ny verdensorden. En verdensorden, hvor USA ikke længere er enevældig hersker. De andre Mafiosoer, Xi og Putin, vil have en ligeværdig plads som stormagter. Det er åbenlyst, at de ikke bare indordner sig.

Trump ser Biden administrationen som en svag organisation, der ikke havde evnet at manifestere USA som enevældig stormagt. Vi hører ofte Trump udtale, at det ikke var kommet til en krig i Ukraine, hvis han havde været præsident. Underforstået, at ingen havde turde udfordre en så stærk og beslutsom Mafiaboss som ham. Joe Biden var en svagpisser, der ingen respekt havde, og derfor ikke var værdig til posten. Havde tilranet sig den ved valget i 2020.

Man må forstå, at Trump er i gang med at rydde op efter Biden. Og Obama før ham. Trump var i sin første periode i gang med det, men blev på helt uretfærdig vis afbrudt. Fik ikke mulighed for at gøre arbejdet færdigt. Men så enkelt er det nok ikke.

Kampen mellem stormagter har længe været latent. Magtbalancen er nødt til at blive genoprettet. Der foregår derfor en kamp om, hvor og hvordan man skal trække grænserne. Hvem skal regere, hvor?

Ukraine udkæmper ikke kun en eksistentiel krig for sig selv, men også en stedfortræderkrig for USA, og for resten den frie vestlige verden. Sådan ser alle andre i den frie vestlige verden det ihvertfald. Mafiapræsidenten og hans organisation ser det ikke helt sådan.

I deres øjne er Ukraine ingenmandsland. Den sidste rest fra det gamle Sovjetunionen, der endnu ikke var opslugt at Nato og EU. Ukraine indgår derfor som en brik i en forhandling mellem Trump og Putin. USA og Rusland. En del af kampen om, hvor og hvordan grænserne skal trækkes stormagterne imellem.

Den kinesiske præsident Xi har udtalt, at det er en kamp, Rusland ikke må tabe. Europæiske lande det modsatte – en kamp Rusland ikke må vinde.

Rusland er i sin selvopfattelse en stormagt, der skal være på niveau med USA og Kina. Det faktum, at landet ikke er det, understøtter blot krigens nødvendighed. Et første skridt mod at blive det – igen.

En konflikt mellem stormagter om en ny verdensorden og en genopretning af magtbalancen, synes derfor at være åbenbar og uundgåelig. Den ultimative altødelæggende verdenskrig med atomvåben udebliver forhåbentlig. Men konflikten foregår som stedfortræderkrig og hybridkrig. Kan verdenskrigen undgås ved at give Ukraine til Putin og Rusland, er det vel en meget god deal, synes mantraet at være for Trump administrationen.

Sådan ser naboerne ikke helt på det. Europæerne. Problemet er bare, at Europæerne har kysset ringen og underlagt sig USA, der nu har valgt en Mafiaboss som præsident. En Mafiaboss der forventer underdanighed og ubetinget loyalitet. Europæerne må forstå, at man kun står under Mafiaens beskyttelse, hvis man er underdanig og ubetinget loyal. Og det er Europæerne ikke. De har ikke betalt kontingentet for beskyttelsen, og i øvrigt opfører de sig ikke, som Mafiabossen kræver det.

Trump administrationen har på den måde erklæret et opgør med alt og alle. Et opgør med gamle venner, der ikke opfører sig som venner, og et opgør med dem, der udfordrer USA’s position som enevældig stormagt.

Europæerne står overfor et valg. De kan vælge at rette ind efter USA’s Mafiapræsident, eller de kan forsøge at vriste sig fri og danne deres egen Mafia. Tilkæmpe sig en position som respekteret stormagt med alt, hvad det indebærer. ALT, hvad der kræves for at stå i egen ret, som det så smukt udtrykkes af ledende politikere.

I min optik er definition af ALT ufattelig omfattende. Tæt på en umulighed. ”De Forenede Europæiske Nationer”. Intet mindre. Med egen præsident, og eget militært forsvar. Dem der vælger at gå med, skal afgive suverænitet. Det sværeste af alt, men en nødvendighed, hvis det skal fungere. Enstemmighed og vetoret er en luksus, vi ikke kan tillade os. Flertallet bestemmer.

Selv den form for organisation vil få svært ved at begå sig i en mafiaverden. Demokratier ville have det lettere i en verden, hvor alle var demokratier. Lige langsommelige og lige bureaukratiske. Men også lige regelbaserede. En verden hvor alle efterlevede fælles internationale regler og konventioner. Sådan er verden bare ikke.

Trumpadministrationen vil i resten af sin periode forsøge at overbevise amerikanerne om, at alt andet end en enerådig Godfather vil betyde undergang. USA vil ikke kunne begå sig og bevare sin position med en demokratisk styreform. Den er for langsommelig og for lidt handlekraftig til at kunne overleve på længere sigt. Det store spørgsmål er derfor, om USA vil forblive som en Mafia, hvor den ene Godfather afløser den anden, eller man vil forsøge at finde en styreform, der kan begå sig.

Præcis det samme valg står Europæerne overfor, bare med et svagere udgangspunkt.

Dalby, 28.12.2025

Lars Henrik Frederiksen

Hvad forstår vi, når vi snakker om Den Vestlige Verden? Jeg vil sige lande, der har overvejende fælles historiske, kulturelle og politiske værdier, som demokrati og individuel frihed.

Når det kommer til, hvordan vi ser på et samfunds sammenhængskraft, herunder frie markedskræfter og statslig regulering, har vi historisk meget forskellige holdninger og lovgivninger, hvorfor vi skal passe på med at blande tingene sammen. Især når vi skal vurdere, hvem der venner og fjender. Allierede eller det modsatte.

USA har siden 2. verdenskrig positioneret sig som leder af den frie verden – Den Vestlige Verden. Og ikke kun den vestlige verden. Siden murens fald i slutningen af 1989, der førte til Sovjetunionens opløsning i slutningen af 1991, har USA manifesteret sig som verdensleder.

USA blev verdensleder gennem en kombination af økonomisk styrke, militær magt, teknologisk innovation, et stærkt demokrati med en stabil forfatning, samt lederskab i internationale organisationer. Under Den Kolde Krig, hvor landet stod i spidsen for den kapitalistiske blok mod Sovjetunionen, kulminerede det i, at USA blev den eneste reelle supermagt efter 1991.

Under Trump administrationen synes det åbenbart, at denne position nu både misbruges og samtidig undermineres, hvilket er et paradoks.

Misbruget ses, når magten anvendes som afpresning. Det står klart, at Trump administrationen afpresser alt og alle både økonomisk og militært. Den agerer som en mafia organisation med Trump som Godfather, hvor alle skal rette ind og kysse ringen. Ikke mindst lande i den øvrige vestlige verden, som i forvejen har underlagt sig, men ikke helt opfører sig, som mafiaen godt kunne tænke sig.

Ifølge Trump administrationen er dens position truet af de andre mafiosoer, Kina og Rusland, og derfor har USA brug for, at resten af den vestlige verden retter ind. Canada bør være stat nummer 51. Grønland skal være en del af USA. EU bør ophæves, så USA lettere kan udøve sin magt overfor de enkelte små lande osv.

Men når magt misbruges, opstår der et oprør. Oprøret er i gang. Kina og Rusland gør det på hver deres måde, hvilket måske nok er det mest forudsigelige. De ønsker en anden verdensorden, hvor deres positioner ikke er underlagt USA som verdensleder. Det har været længe undervejs.

Med den øvrige vestlige verden er det noget andet. Den er blevet klar over, at den også er nødt til at gøre oprør. Problemet er, at den ikke er stærk nok. Endnu i hvert fald. Erkendelsen har først indtruffet sig for ganske nylig, og det tager tid, at bygge op. Gøre sig stærk. Forene sig.

Den øvrige vestlige verden består af mange små og mellemstore lande set i forhold til USA. De er nødt til at forene sig, hvis et oprør skal have en chance. Hvis man skal kunne løsrive sig og selv blive en magtfaktor, der tages alvorligt. Ikke kun af USA, men også af Kina og Rusland.

Denne forening af den øvrige vestlige verden udenom USA kræver lederskab og mod. Det udestår om og hvordan, det skal lade sig gøre. Suveræne nationer, der skal opgive suverænitet. Nogen vil sige, det ikke kommer til at ske. Måske får de ret. Demokratiets svaghed er dens træghed og langsommelige evne til at handle. Mangel på handlekraft vil mange sige. Opgivelse af suverænitet er derfor en nødvendighed. Vetoret er no go. En luksus vi ikke kan tillade os, hvis vi vil bestå som små selvstændige nationer.

Samtidig er det en proces, der overvejende skal ske i det åbne. Sådan er demokratiet, hvilket gør det sårbart overfor dem, der ikke ønsker, den proces skal ske. USA, Kina og Rusland.

EU er en økonomisk magtfaktor i det internationale samfund. Absolut ikke perfekt. Juridisk kan det blive nødvendigt at opløse EU for at danne et nyt mere handlekraftigt EU. Et EU, der også har sit eget forsvar, så det ikke kun er en økonomisk, men også en militær magt. Ellers vil det ikke blive taget alvorligt.

Det var beklageligt, at GB trådte ud af EU, men vil et nyt EU være en anledning for GB til at genoverveje sit medlemskab. De har mærket konsekvenserne af at stå udenfor. De er katastrofale, men GB er også en stolt nation, der ikke kommer krybende tilbage til det nuværende EU. Et nyt EU er ikke kun en mulighed, men en nødvendighed.

Måske Norge og Schweiz også vil kunne se sig selv i et nyt EU. Man kunne da håbe. Hvis lande som Ungarn og Slovakiet tør stå uden for, må de jo gøre det, men jeg tvivler.

Landenes enkeltstående medlemskaber af Nato gør, at de altid vil være underlagt USA, mens et Nato, hvor EU er et ligegyldigt medlem, vil skabe en anden dynamik og en anden balance i Nato til gavn for hele den vestlige verden. USA vil ikke, som med Trump administrationen, kunne misbruge sin magt.

Et EU, der bidrager samlet til Nato, vil også være gavnligt, så de enkelte lande ikke skal måles og vejes individuelt på deres bidrag eller mangel på samme. EU vil selv kunne tilrettelægge, hvordan medlemslandene skal bidrage til den fælles kasse. De sydeuropæiske lande har mere interesse i, at deres midler bruges mod migrationen fra syd. Forsvaret af de ydre grænserne i deres del af regionen, og ikke imod Rusland. Forståeligt nok. Man skal kunne se sig selv i fællesskabet.

Det nye EU skal finde ind i et samarbejde med Canada, Australien og Grønland. Samlet må man forsøge at få USA tilbage på sporet, som en ansvarlig nation, der ikke agerer som autokratisk mafia, men kommer tilbage til de værdier, der kendetegner Den Vestlige Verden: Lande, der har overvejende fælles historiske, kulturelle og politiske værdier, som demokrati og individuel frihed.

Dalby, 13.12.2025

Lars Henrik Frederiksen