Alle imperier får en ende. Fra Romerriget i antikken til det Britiske i moderne tid. Trump har efter alt at dømme startet afslutningen på det Amerikanske Imperium. Hvis man da kan kalde USA et imperium. Under alle omstændigheder har USA i en periode haft en meget dominerende rolle i verden.
At det er usundt, når magten centreres, synes åbenbart, og det kan ikke undre, at store nationer som Kina og Rusland ønsker en verdensorden, hvor de selv har en dominerende rolle.
Magtbalance bør være et globalt mål for at sikre stabilitet. Da Sovjetunionen brød sammen, jublede vi, men det skabte samtidig en ubalance, hvor Vesten med USA i spidsen fik uforholdsmæssig mere magt. Både økonomisk og militært. Samtidig fik det den uheldige konsekvens, at Europæiske lande underordnede sig USA, og dermed ikke i sig selv var en del af magtbalancen.
Magt korrumperer, siges det. Det er derfor balance er en nødvendighed, så ingen får så megen magt, at den kan misbruges. Selv hvis alle verdens lande var demokratier, ville balance være en nødvendighed. Som demokrater i den vestlige verden, bør vi om nogen forstå dette. Vi glemte det, da Sovjetunionen brød sammen. Håbede ideologisk at flere demokratier ville opstå, og det gjorde der.
Bare ikke i Rusland. Og den russiske selvforståelse er ikke at være en underordnet nation. Rusland skal som verdens største land målt på areal have en dominerende rolle i den globale verdensorden, må vi forstå. Det er ikke et land, vi kan eller bør negligere, og den russiske selvforståelse er, at de skal være en stormagt på niveau med USA og Kina – og Europa. I hvilken skikkelse, det måtte lykkes Europa blive en stormagt må tiden vise.
Putin og den russiske magtelite har i mere end 30 år set på, at fjenden rykkede nærmere og nærmere. De var nødt til at gøre noget. Først annekterede de Krim i 2014, og den 24. februar 2022 gik de så i gang med resten af Ukraine.
Vesten og USA’s ageren er nok en medvirkende årsag hertil, men det kan på ingen måde legalisere eller retfærdiggøre Ruslands forsøg på at annektere Ukraine – eller den hybridkrig der føres mod Vesten fra Ruslands side. Nok snarere en uundgåelig reaktion – panik før lukketid. Det er magtens sprog, vi er vidne til, og Rusland er som atommagt en aktør, der skal tages alvorligt. Presser man dem op i et hjørne, slår de fra sig. Hvem ville ikke det, hvis de kunne. Det er i det lys, vi skal se Putin og Rusland.
Men Rusland er ikke det eneste land, der ønsker en ny verdensorden. Det gør Europa også. EU, GB og Norge. Den Europæiske akse i Nato. Canada og Australien ligeså. Demokratiske lande, der oplever, at stormagten USA er blevet en ustabil og utroværdig partner.
Hvad Rusland ikke har økonomisk, har Europa. Hvad Rusland har militært, mangler Europa. Europa opruster for at opnå en ligeværdig position som stormagt. EU bør måske gentænke sig selv som en alliance mellem ligesindede demokratier, så vi kan få GB, Canada, Japan, Australien og Norge med. Det er en svær og kompleks størrelse.
Men demokrati er en svær størrelse, og det første man skal erkende er, at ingen kan eller skal have vetoret i enhver henseende. Vi ser det både i EU, i Nato og i FN. Vetoretten underminerer selve institutionen, dens funktionalitet og handlekraft. Udfordringen er erkendelse og derigennem en accept af, at man kan komme i undertal. Så må det defineres, hvad der kræver kvalificeret flertal, og hvad der kan vedtages med simpelt flertal. Letter sagt en gjort.
USA er måske på vej mod Oligarki, og en mere autokratisk styreform. Der er stor usikkerhed om, hvorvidt det er muligt for demokratiske kræfter på tværs af politisk uenighed at genrejse USA som verdens ældste demokrati. Et fungerende demokrati, hvilket det nok aldrig helt har været. Det ville være ønskværdigt, men det har nok lange udsigter. Vi kan kun håbe, at det lykkes den amerikanske befolkning at få skabt rammerne om netop det.
Europæiske lande som GB, Frankrig og Ungarn bør ligeledes kigge deres forfatninger igennem for ikke at ende i en lignende situation. Polarisering og splittelse er underminerende for vores demokratier, og der skal forfatningsændringer til flere steder for at undgå det. Fremgang for højreekstreme kræfter ses alt for mange steder. Det er et vink med en vognstang til de moderate om, at de skal gøre noget ved den bekymring og udvikling, der er årsag hertil.
Mellemøsten, Sydamerika og Afrika er også nødt til at være en del af løsningen i den nye verdensorden. Langvarige konflikter må bringes til ophør.
Nøgleordet er ”balance”. Der kan ikke være en eller to stormagter, der tryner resten.
Lars Frederik, Dalby 18. oktober 2025