Måned: december 2025

Jeg tror, at Trumpadministrationen vil gå over i historien som en Mafia med Donald Trump som Godfather.

Bevares, amerikanerne valgte på demokratisk vis, at deres Godfather og hans Mafia skulle indtage Det Hvide Hus. På et snævert mandat godt nok, men ingen har bestridt, at det var et legitimt demokratisk valg. Men hvilket valg?

Et valg, der først var mellem Joe Biden. En alt for gammel mand, hvis helbred og sindstilstand i bedste fald var tvivlsomt. Og så Mafiapræsidenten, Donald Trump.

Da demokraterne alt for sent erkendte dette, stillede de med en kvinde. Ovenikøbet en sort kvinde, Kamala Harris, der på ingen måde var klar til opgaven. Valget virkede panisk, men hun var dog siddende Vicepræsident, så måske var hun i situationen bedste bud.

Og set i alle mulige andre sammenhænge, er der jo intet i vejen med, at en sort kvinde skulle være i stand til at varetage jobbet som USA’s præsident. Men i et racistisk og kønsdiskriminerende USA, synes det noget naivt, at hun skulle have en chance for at blive valgt til det. Set i det lys, var det et ret overraskende og imponerende valgresultat hun præsterede.

Men at det overhovedet var nået dertil, at man fra Demokraternes side ikke stillede med en stærk modkandidat, der gav amerikanerne et reelt valg, var en katastrofe. Ikke kun for amerikanerne, men for verden. Man havde haft 4 år til at finde og køre en sådan i stilling. Så Demokraterne har et kæmpe ansvar for, at amerikanerne kun havde et reelt valg – Mafiapræsidenten, Donald Trump.

Her, 1 år efter Mafiapræsidenten blev valgt og tiltrådte embedet, står det klart, at det bliver 4 år, der kommer til at handle om at håndtere en legitim valgt Mafias enorme magt. Skal man kysse ringen og indordne sig? Eller, skal man bestride den nye Godfather og erklære ham krig? Er man ikke ven, er man jo fjende i den verden.

Der har længe været optakt til en ny verdensorden. En verdensorden, hvor USA ikke længere er enevældig hersker. De andre Mafiosoer, Xi og Putin, vil have en ligeværdig plads som stormagter. Det er åbenlyst, at de ikke bare indordner sig.

Trump ser Biden administrationen som en svag organisation, der ikke havde evnet at manifestere USA som enevældig stormagt. Vi hører ofte Trump udtale, at det ikke var kommet til en krig i Ukraine, hvis han havde været præsident. Underforstået, at ingen havde turde udfordre en så stærk og beslutsom Mafiaboss som ham. Joe Biden var en svagpisser, der ingen respekt havde, og derfor ikke var værdig til posten. Havde tilranet sig den ved valget i 2020.

Man må forstå, at Trump er i gang med at rydde op efter Biden. Og Obama før ham. Trump var i sin første periode i gang med det, men blev på helt uretfærdig vis afbrudt. Fik ikke mulighed for at gøre arbejdet færdigt. Men så enkelt er det nok ikke.

Kampen mellem stormagter har længe været latent. Magtbalancen er nødt til at blive genoprettet. Der foregår derfor en kamp om, hvor og hvordan man skal trække grænserne. Hvem skal regere, hvor?

Ukraine udkæmper ikke kun en eksistentiel krig for sig selv, men også en stedfortræderkrig for USA, og for resten den frie vestlige verden. Sådan ser alle andre i den frie vestlige verden det ihvertfald. Mafiapræsidenten og hans organisation ser det ikke helt sådan.

I deres øjne er Ukraine ingenmandsland. Den sidste rest fra det gamle Sovjetunionen, der endnu ikke var opslugt at Nato og EU. Ukraine indgår derfor som en brik i en forhandling mellem Trump og Putin. USA og Rusland. En del af kampen om, hvor og hvordan grænserne skal trækkes stormagterne imellem.

Den kinesiske præsident Xi har udtalt, at det er en kamp, Rusland ikke må tabe. Europæiske lande det modsatte – en kamp Rusland ikke må vinde.

Rusland er i sin selvopfattelse en stormagt, der skal være på niveau med USA og Kina. Det faktum, at landet ikke er det, understøtter blot krigens nødvendighed. Et første skridt mod at blive det – igen.

En konflikt mellem stormagter om en ny verdensorden og en genopretning af magtbalancen, synes derfor at være åbenbar og uundgåelig. Den ultimative altødelæggende verdenskrig med atomvåben udebliver forhåbentlig. Men konflikten foregår som stedfortræderkrig og hybridkrig. Kan verdenskrigen undgås ved at give Ukraine til Putin og Rusland, er det vel en meget god deal, synes mantraet at være for Trump administrationen.

Sådan ser naboerne ikke helt på det. Europæerne. Problemet er bare, at Europæerne har kysset ringen og underlagt sig USA, der nu har valgt en Mafiaboss som præsident. En Mafiaboss der forventer underdanighed og ubetinget loyalitet. Europæerne må forstå, at man kun står under Mafiaens beskyttelse, hvis man er underdanig og ubetinget loyal. Og det er Europæerne ikke. De har ikke betalt kontingentet for beskyttelsen, og i øvrigt opfører de sig ikke, som Mafiabossen kræver det.

Trump administrationen har på den måde erklæret et opgør med alt og alle. Et opgør med gamle venner, der ikke opfører sig som venner, og et opgør med dem, der udfordrer USA’s position som enevældig stormagt.

Europæerne står overfor et valg. De kan vælge at rette ind efter USA’s Mafiapræsident, eller de kan forsøge at vriste sig fri og danne deres egen Mafia. Tilkæmpe sig en position som respekteret stormagt med alt, hvad det indebærer. ALT, hvad der kræves for at stå i egen ret, som det så smukt udtrykkes af ledende politikere.

I min optik er definition af ALT ufattelig omfattende. Tæt på en umulighed. ”De Forenede Europæiske Nationer”. Intet mindre. Med egen præsident, og eget militært forsvar. Dem der vælger at gå med, skal afgive suverænitet. Det sværeste af alt, men en nødvendighed, hvis det skal fungere. Enstemmighed og vetoret er en luksus, vi ikke kan tillade os. Flertallet bestemmer.

Selv den form for organisation vil få svært ved at begå sig i en mafiaverden. Demokratier ville have det lettere i en verden, hvor alle var demokratier. Lige langsommelige og lige bureaukratiske. Men også lige regelbaserede. En verden hvor alle efterlevede fælles internationale regler og konventioner. Sådan er verden bare ikke.

Trumpadministrationen vil i resten af sin periode forsøge at overbevise amerikanerne om, at alt andet end en enerådig Godfather vil betyde undergang. USA vil ikke kunne begå sig og bevare sin position med en demokratisk styreform. Den er for langsommelig og for lidt handlekraftig til at kunne overleve på længere sigt. Det store spørgsmål er derfor, om USA vil forblive som en Mafia, hvor den ene Godfather afløser den anden, eller man vil forsøge at finde en styreform, der kan begå sig.

Præcis det samme valg står Europæerne overfor, bare med et svagere udgangspunkt.

Dalby, 28.12.2025

Lars Henrik Frederiksen

Hvad forstår vi, når vi snakker om Den Vestlige Verden? Jeg vil sige lande, der har overvejende fælles historiske, kulturelle og politiske værdier, som demokrati og individuel frihed.

Når det kommer til, hvordan vi ser på et samfunds sammenhængskraft, herunder frie markedskræfter og statslig regulering, har vi historisk meget forskellige holdninger og lovgivninger, hvorfor vi skal passe på med at blande tingene sammen. Især når vi skal vurdere, hvem der venner og fjender. Allierede eller det modsatte.

USA har siden 2. verdenskrig positioneret sig som leder af den frie verden – Den Vestlige Verden. Og ikke kun den vestlige verden. Siden murens fald i slutningen af 1989, der førte til Sovjetunionens opløsning i slutningen af 1991, har USA manifesteret sig som verdensleder.

USA blev verdensleder gennem en kombination af økonomisk styrke, militær magt, teknologisk innovation, et stærkt demokrati med en stabil forfatning, samt lederskab i internationale organisationer. Under Den Kolde Krig, hvor landet stod i spidsen for den kapitalistiske blok mod Sovjetunionen, kulminerede det i, at USA blev den eneste reelle supermagt efter 1991.

Under Trump administrationen synes det åbenbart, at denne position nu både misbruges og samtidig undermineres, hvilket er et paradoks.

Misbruget ses, når magten anvendes som afpresning. Det står klart, at Trump administrationen afpresser alt og alle både økonomisk og militært. Den agerer som en mafia organisation med Trump som Godfather, hvor alle skal rette ind og kysse ringen. Ikke mindst lande i den øvrige vestlige verden, som i forvejen har underlagt sig, men ikke helt opfører sig, som mafiaen godt kunne tænke sig.

Ifølge Trump administrationen er dens position truet af de andre mafiosoer, Kina og Rusland, og derfor har USA brug for, at resten af den vestlige verden retter ind. Canada bør være stat nummer 51. Grønland skal være en del af USA. EU bør ophæves, så USA lettere kan udøve sin magt overfor de enkelte små lande osv.

Men når magt misbruges, opstår der et oprør. Oprøret er i gang. Kina og Rusland gør det på hver deres måde, hvilket måske nok er det mest forudsigelige. De ønsker en anden verdensorden, hvor deres positioner ikke er underlagt USA som verdensleder. Det har været længe undervejs.

Med den øvrige vestlige verden er det noget andet. Den er blevet klar over, at den også er nødt til at gøre oprør. Problemet er, at den ikke er stærk nok. Endnu i hvert fald. Erkendelsen har først indtruffet sig for ganske nylig, og det tager tid, at bygge op. Gøre sig stærk. Forene sig.

Den øvrige vestlige verden består af mange små og mellemstore lande set i forhold til USA. De er nødt til at forene sig, hvis et oprør skal have en chance. Hvis man skal kunne løsrive sig og selv blive en magtfaktor, der tages alvorligt. Ikke kun af USA, men også af Kina og Rusland.

Denne forening af den øvrige vestlige verden udenom USA kræver lederskab og mod. Det udestår om og hvordan, det skal lade sig gøre. Suveræne nationer, der skal opgive suverænitet. Nogen vil sige, det ikke kommer til at ske. Måske får de ret. Demokratiets svaghed er dens træghed og langsommelige evne til at handle. Mangel på handlekraft vil mange sige. Opgivelse af suverænitet er derfor en nødvendighed. Vetoret er no go. En luksus vi ikke kan tillade os, hvis vi vil bestå som små selvstændige nationer.

Samtidig er det en proces, der overvejende skal ske i det åbne. Sådan er demokratiet, hvilket gør det sårbart overfor dem, der ikke ønsker, den proces skal ske. USA, Kina og Rusland.

EU er en økonomisk magtfaktor i det internationale samfund. Absolut ikke perfekt. Juridisk kan det blive nødvendigt at opløse EU for at danne et nyt mere handlekraftigt EU. Et EU, der også har sit eget forsvar, så det ikke kun er en økonomisk, men også en militær magt. Ellers vil det ikke blive taget alvorligt.

Det var beklageligt, at GB trådte ud af EU, men vil et nyt EU være en anledning for GB til at genoverveje sit medlemskab. De har mærket konsekvenserne af at stå udenfor. De er katastrofale, men GB er også en stolt nation, der ikke kommer krybende tilbage til det nuværende EU. Et nyt EU er ikke kun en mulighed, men en nødvendighed.

Måske Norge og Schweiz også vil kunne se sig selv i et nyt EU. Man kunne da håbe. Hvis lande som Ungarn og Slovakiet tør stå uden for, må de jo gøre det, men jeg tvivler.

Landenes enkeltstående medlemskaber af Nato gør, at de altid vil være underlagt USA, mens et Nato, hvor EU er et ligegyldigt medlem, vil skabe en anden dynamik og en anden balance i Nato til gavn for hele den vestlige verden. USA vil ikke, som med Trump administrationen, kunne misbruge sin magt.

Et EU, der bidrager samlet til Nato, vil også være gavnligt, så de enkelte lande ikke skal måles og vejes individuelt på deres bidrag eller mangel på samme. EU vil selv kunne tilrettelægge, hvordan medlemslandene skal bidrage til den fælles kasse. De sydeuropæiske lande har mere interesse i, at deres midler bruges mod migrationen fra syd. Forsvaret af de ydre grænserne i deres del af regionen, og ikke imod Rusland. Forståeligt nok. Man skal kunne se sig selv i fællesskabet.

Det nye EU skal finde ind i et samarbejde med Canada, Australien og Grønland. Samlet må man forsøge at få USA tilbage på sporet, som en ansvarlig nation, der ikke agerer som autokratisk mafia, men kommer tilbage til de værdier, der kendetegner Den Vestlige Verden: Lande, der har overvejende fælles historiske, kulturelle og politiske værdier, som demokrati og individuel frihed.

Dalby, 13.12.2025

Lars Henrik Frederiksen

Venstre og andre blå partier vil melde Danmark ud af den internationale konvention om statsborgerskab, hvis det ikke lykkes at ændre den inden næste valg.

Jeg skal ikke gå dybere ind i detaljerne om den pågældende konvention. Det her handler om noget helt andet. Det handler om, hvad demokrati er, og de konsekvenser det har, hvis man vil være en del af et demokratisk fællesskab.

EU er nemlig et demokratisk fællesskab. På godt og ondt. Vil man være med i fællesskabet, skal man leve med, at der er regler og konventioner, man ikke er helt enig i. Sådan er demokratiet. Det her med at melde sig ud af konventioner, eller i øvrigt have forbehold, hvor man er undtaget, er grundlæggende udemokratisk.

Edinburgh-afgørelsen gav Danmark mulighed for at ratificere Maastricht-traktaten med forbehold på fire områder: 1) Unionsborgerskabet, 2) Den tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU), 3) Forsvarssamarbejdet og 4) Overstatsligt samarbejde om retlige og indre anliggender.

Krigen i Ukraine har tydeliggjort, at det var en dårlig idé ikke at være med i Forsvarssamarbejdet, men der skulle en trussel fra Rusland til, at vi indså det.

Jeg er med på, at der over tid er indgået aftaler med medlemslandene netop for at EU-projektet overhovedet kunne lade sig gøre. At blive enige om noget overhovedet. Få så mange med på så meget som muligt.

Men her hopper min demokratiske kæde altså af. Det er en uskik, at det overhovedet er muligt, kun at være med i den del af fællesskabet, man er enig i. Så kan det demokratiske fællesskab ikke fungere.

Det samme gælder veto reglen. En grundlæggende udemokratisk regel, hvor et enkelt land kan blokere for det, flertallet ønsker. Det går ikke. Det udstiller demokratiets svaghed, og gør det handlingslammet. Ungarn er et godt eksempel på et land, der spolerer det for resten. Tyrkiet brugte vetoretten i lang tid for at hindre optagelsen af Sverige i Nato, og det sker hele tiden i FN. Det underminerer selve institutionen.

Netop handlingslammelsen er essentiel. Den underminerer demokratiet og kan i sidste ende være grunden til, at det afvikles eller bliver afviklet. Donald Trump gør det i USA. Hitler gjorde det i Tyskland. Putin fik afværget en demokratisk udvikling i Rusland, og Kina har udviklet sin egen version af et autokratisk styret samfund, der deltager i det internationale regelbaserede samfund på sine egne præmisser.

Er det det vi gerne vil? Afvikle demokratiet i Europa. Finde en anden styreform, der kan hamle op med autokraterne i USA, Rusland og Kina? Det vil i givet fald blive afslutningen på den frie verden, hvor små nationer kan føle sig trygge, fordi de er en del af et større fællesskab, der beskytter dem. Både i forhold til international handel, men også militært. Forsvarsmæssigt. Et regelbaseret demokratisk fællesskab.

Det er en farlig vej at gå for et lille land som Danmark, og vi er alt for naive, hvis vi tror, vi bare kan forblive en del af de demokratiske fællesskaber og kun deltage i de dele, vi ønsker og er enige i. Vi er nødt til at ophæve vores forbehold og melde os fuldgyldigt ind i hele fællesskabet. Ellers er vi med til at afvikle dem, og dermed os selv som selvstændig nation.

Det europæiske fællesskab og Nato er de to vigtigste demokratiske fællesskaber, vi er en del af. Hvis ikke vi gør, alt hvad vi kan for at bevare dem, bliver vi spist af rovdyrene, som Giuliano da Empoli skriver i sin bog ”Rovdyrenes tid”. Det er på tide, vi vågner op af vores tornerosesøvn. Det er på tide, at reelle demokratiske kræfter træder i karakter og italesætter realiteterne for befolkningen. Ikke kun i Danmark, men i alle demokratiske lande, der ønsker at bevare demokratiet.

Dalby, 7.12.2025

Lars Henrik Frederiksen