Krig er magtudøvelse. Men krig er også afmagt. Afmagten indfinder sig, når diplomatiet må give op, eller slet ikke er en mulighed. Endelig er krig også hævn og gengældelse.
Det er svært for almindelige mennesker at vurdere, om magthaverne træffer de rigtige beslutninger på det rigtige grundlag, når de beslutter at gå i krig.
Krigen i Irak var begrundet i en mistanke om, at Saddam Hussein var ved at udvikle atomvåben. Mistanken alene var begrundelse nok, da man ikke kunne tåle at tage fejl. Vurderingen må have været ”better safe than sorry”.
Krigen i Afghanistan var begrundet i at bekæmpe terrorisme primært udøvet af Al-Qaeda og Taleban. Senere også ISIS.
Sidstnævnte krig i Afghanistan blev en Nato mission, men var oprindelig startet af USA. Efter 20 år måtte man trække sig ud igen. Opgive kampen og efterlade Afghanerne i terroristernes vold. En forbrydelse i sig selv skulle man mene.
Disse to krige blev startet i forlængelse af terrorangrebet mod USA 11. september 2001, og de fleste har nok den opfattelse, at de som følge heraf var startet på en legitim baggrund. Kampen mod terror.
Som jeg ser det, er det legitimt at bekæmpe terrorisme og beskytte sin befolkning. Det er også legitimt at vi i Vesten med baggrund i demokrati, frihed og menneskerettigheder bekæmper et terrorregime, der undertrykker sin egen befolkning, som vi ser det i Iran, som vi så det i Syrien, og som vi ser det i mange andre diktaturstater.
Jeg ved ikke om læren af krigen i Afghanistan er, at selv ikke en magtfuld organisation som Nato med USA i spidsen kan bekæmpe et terrorregime indefra? Eller er læren snarere, at det kræver uendelig involvering? At 20 år langt fra er nok. Jeg er tilbøjelig til at tro på det sidste.
Hvad er så forskellen på krigene i Irak og Afghanistan til den aktuelle krig i Iran? Fortællingen fra USA og Israel er, at det mest af alt handler om mistanken om, at Iran er ved at udvikle atomvåben. Det kan jo være rigtigt, og er vi så ikke tilbage ved, at mistanken alene er begrundelse nok. Man kan ikke tåle at tage fejl. ”Better safe than sorry”.
Forskellen ligger i detaljen. USA og Israel har ikke længere den troværdighed, de havde en gang. På relativ kort tid er det lykkes både USA og Israel at nedbryde sin egen troværdighed i en grad, der får resten af verden til at tage afstand fra deres handlinger. Deres krig. Ikke vores krig. Det er ærgerligt, og det er noget, vi er nødt til at gøre noget ved. Sammen med den amerikanske og den israelske befolkning. Hvis de vil.
Lige nu gør vi det, vi kan. Vi tager afstand fra en krig, der måske er illegitim, måske ikke. Mest af alt tager vi afstand fra Trump og hans administration. Netanyahu og hans administration. Deres mafiametoder overfor resten af verden kan og må ikke accepteres. Det sørgelige er, at USA var den bastion, der indgød os håbet mod store diktaturstater som Rusland og Kina. Den bastion er nu faldet på grund af Trump og hans administration. De er nu sunket til samme lave niveau, og den tilbageværende ”frie verden”, skal nu reorganisere sig og opruste for at finde nyt håb.
Europa og andre mellemstore nationer som Canada, Australien og Japan står sammen om at sige fra. Insisterer på en verdensorden, der bygger på de ”rigtige” værdier. Dermed ikke sagt, at vi i Vesten har patent på de alle de ”rigtige” værdier.
Vi opnår nok aldrig den ideelle verden, hvor alle har samme grundlæggende værdier, og alle spiller efter de samme regler. Det er derfor krige opstår. I afmagt over at diplomatiet for en stund måtte give op. Heldigvis viser historien, at krigene stopper. Imperier falder eller går i opløsning. Intet varer evigt.
Deri ligger håbet – for amerikanerne, for israelerne og for alle os andre, der bedst kan lide fred og fordragelighed.
Der er dog en indre svaghed i den vestlige begrundelse for krigen mod Iran, som er værd at få med. Den mest oprigtige del af legitimiteten – ønsket om at befri en undertrykt befolkning fra et regime, der har ført krig mod sine egne borgere siden 1979 – forudsætter, at der findes et troværdigt alternativ, som kan træde i stedet. Det gør der ikke, i hvert fald ikke lige nu.
Den iranske eksilopposition er dybt splittet: monarkister omkring den tidligere shahs søn, Reza Pahlavi, venstrefløj, kurdiske og andre etniske bevægelser, og liberale republikanere, der alle kæmper indbyrdes om at repræsentere det “frie Iran”. Pahlavi er den mest kendte skikkelse, men langt fra en samlende figur – han er blevet beskyldt for at underminere resten af oppositionen snarere end at forene den, og hans tilhængere har flere gange optrådt truende over for andre dissidenter. Selv Det Europæiske Parlament har bevidst undgået at udpege ham som den eneste samtalepartner, netop fordi man ikke ønsker at forudbestemme, hvem iranerne selv skal vælge som deres ledere efter et eventuelt regimeskifte.
Dertil kommer, at selve magtapparatet i Iran – Revolutionsgarden – er så dybt forankret i økonomi, sikkerhedsvæsen og retsvæsen, at et sammenbrud i toppen ikke nødvendigvis baner vej for noget nyt. Historien fra Irak og Libyen viser, at et regime kan vælte uden at et levedygtigt alternativ er klar til at overtage – med magtvakuum, fragmentering og borgerkrig som resultat i stedet for den demokratiske overgang, man håbede på.
Konklusionen må derfor være, at krigens legitimitet halter på et centralt punkt. Det er let at retfærdiggøre en krig med henvisning til en undertrykt befolknings ret til frihed. Det er sværere at retfærdiggøre den, når man ikke kan svare på, hvad der skal komme i stedet. Så længe det spørgsmål står ubesvaret, risikerer vi – uanset hvor forkasteligt regimet i Teheran end er – at bytte en kendt undertrykkelse ud med en ukendt og måske værre kaos. Det er ikke et argument for at lade regimet passere upåtalt, men et argument for, at den vestlige interesse i regimeskifte bør ledsages af et lige så stort engagement i at hjælpe iranerne selv med at finde sammen om, hvad der skal efterfølge det – før våbnene taler.
Dalby, 15. juli 2026 / Lars Henrik Frederiksen
