Måned: januar 2016

Ekstrabladet havde en artikel med overskriften ”Derfor voldtager muslimer”, og Naser Khader har et debatindlæg i Jyllands-Posten under overskriften ”Traditionelle arabiske mænd har et forkvaklet forhold til kvinder og sex”. Begge er afstedkommet af hændelserne i Tyskland, og tilsvarende hændelser er set i både Sverige og Østrig.

At det er uacceptabelt, er ingen i vores del af verden næppe uenige i, men hvordan skal verdenssamfundet forholde sig til en kultur, der er baseret på misfortolkning af religiøse tekster skrevet for over 1000 år siden? Tekster, der er udgangspunktet for en kulturel, samfundsmæssig og religiøs stilstand i store dele af verden. Tekster, der har medført så mange konflikter, og til stadighed truer den menneskelige sameksistens.

Jeg har en pragmatisk tilgang til religiøse tekster, herunder biblen, koranen og tilsvarende tekster uanset om de er skrevet af profeter, disciple, præster, paver eller andre såkaldte gejstlige eksperter. Mennesker. Mennesker, som er, eller er blevet forherliget, ophøjet og i visse tilfælde guddommeliggjort og tildelt magt over andre mennesker. Bevidst eller ubevidst.

Jeg tillader mig den bekendelse, at jeg tror på gud. Den samme gud, som jøder, katolikker, ortodokse, protestanter, og i øvrigt også muslimer tror på. Konflikter er igennem tiden opstået som følge af menneskers uenighed om, hvordan vi skal tro. Jeg tror på en god, barmhjertig og tilgivende gud, der ikke har haft til hensigt at skabe splid mellem mennesker som følge af trosretninger. Jeg vælger derfor at tro uden at bekende mig til en trosretning – også selvom jeg er opdraget ud fra den protestantiske trosretning indenfor kristendommen, og stadig er medlem af den danske folkekirke.

Indenfor den muslimske verden hersker bl.a. konflikten mellem Sunni- og Shiaislam. Ifølge www.religion.dk er konflikten opstået som en arvestrid om, hvem der skulle være religiøst overhoved efter profeten Muhammed. En menneskeskabt arvestrid – ikke en uenighed om tro eller ikke tro på Gud = Allah – ikke en uenighed om trosretning, men en ”simpel” arvestrid, der så har udviklet sig i mere end 1000 år. Absurd.

Muhammed skulle efter sigende have fået en række åbenbaringer, men da han var analfabet, gengav han dem overfor en skriver, der i perioden 644 til 655 blev samlet til Koranen. I modsætning til Biblen betragtes Koranen af muslimer ikke som menneskeskabt af Muhammed, men som en direkte gudstale nedsendt i 600 tallet til profeten Mohammed.

Jeg skal ikke begive mig ud i spekulationer om gengivelsens kunst baseret på et menneskes hukommelse, men blot nævne, at jeg forholder mig pragmatisk til religiøse tekster.

Jeg er dog sikker på, at Muhammed ikke havde ønsket, at muslimer verden over skulle strides over arven efter ham. Hvad ville de stridende parter sige, hvis Muhammed åbenbarede sig på Allahs befaling og stillede dem til ansvar overfor de konflikter, de har skabt i hans navn. Jeg er sikker på, han ville sige, de skulle skamme sig.

Ligeledes er jeg sikker på, at Jesus og Gud skammer sig over de kristne med deres korstog, og en pengegrisk katolsk kirke ført an af selveste paven, der med afladsbreve i tidernes morgen gav syndsforladelse mod betaling for at finansiere opførelsen af Peterskirken i Rom.

Uanset trosretning har mennesker det med at gøre og retfærdiggøre en masse, der efter min bedste overbevisning intet har med troen på Gud/Allah at gøre, men alene har netop det formål at gøre og retfærdiggøre alt fra en bestemt levevis til samfundsmæssige regler og normer, magtudøvelse, manipulation af andre mennesker osv. Alt sammen meget modstridende med ånden i de budskaber Gud/Allah oprindelig har villet bibringe mennesket.

Hvordan bilægger vi de stridigheder? Hvordan finder vi ånden i de budskaber Gud/Allah har til os? Kan vi starte forfra, eller er mennesket fortabt? Er vi overladt til os selv, og er det netop det, der er Guds/Allahs intention: At vi selv skal finde vejen til forsoning og sameksistens uagtet vores mange forskelligheder?

I givet fald kunne man hævde, at netop det er en umenneskelig opgave, hvor vi får brug for hjælp fra de højere magter. Erkendelse heraf kunne måske være en start!!

Afslutningsvis vil jeg citere den irske komiker Dave Allen:

“Goodnight, thank you, and may your god go with you.”

Vi har alle vores egen definition af næstekærligheden. ”Du skal elske din næste som dig selv” hedder det vist. Hvem er min ”næste”? Er det min kone – min nære familie – hele min familie – mine kolleger – danskerne – europæerne? Eller er det mon alle mennesker?

Overfor flygtninge- og migrantproblematikken giver spørgsmålet lige pludselig mening at forholde sig til.

Vi har som danskere levet med verdens problemer på afstand i rigtig mange år, men nu er det pludselig ikke længere kun på TV. Nu er det lige uden for døren. Jeg bliver mindet om det hver dag, når jeg lander på Københavns Hovedbanegård på vej til arbejde.

Hvor går vores grænser for næstekærligheden? Er det ved landets grænser, de ydre grænser i Europa, eller er det helt inde ved dørtærskelen til vores egne boliger? Er det, når det går ud over vores egen pengepung, den danske velfærd – vil vi overhovedet ofre noget som helst?

Svaret er naturligvis individuelt. Det går på tværs af alt. Køn, religion, politiske partier. Derfor ser vi også en splittelse. ”I Venstre, mener vi”, ”I Socialdemokratiet, mener vi” osv.

Nej. I gør regning uden vært, når I tager for givet, at hele jeres bagland mener det nogle få i toppen af partierne er blevet enige om. I har jo ikke – og med god grund – nået at tage debatten internt for at danne en fælles holdning til dette spørgsmål.

Det er nødvendigt, at det sker – for de mulige løsninger afhænger af svaret på spørgsmålet:

”Hvor langt rækker næstekærligheden”?

En del af politikerleden opstår som følge af det politiske spil. Vi har svært ved at gennemskue, hvad der ligger bag polikernes tiltag, ytringer, kommentarer, bemærkninger osv. Er det, hvad det giver sig ud for at være, eller stikker der noget under?

Helt aktuelt er der asylstramningerne. Hvad handler de egentlig om – er de, hvad de udgiver sig for at være? Inger Støjberg siger konstant, at det handler om at begrænse tilstrømningen af flygtninge til Danmark. Men kunne den egentlige årsag være, at Venstre har mistet en masse tilhængere til DF, og ved at gennemføre en række politiske tiltag, der ligger tæt op ad DF’s politik, håber man på at få disse vælgere tilbage.

Det er ikke til at gennemskue, og det hjælper ikke, at de politiske kommentatorer, der selv er en del af spillet, forsøger “at forklare”, hvad det går ud på i deres såkaldte analyser. Alene den omstændighed, at der er behov for en analyse, er med til at undergrave politikernes troværdighed.

Samtidig går det politiske spil ud på at undergrave modstanderens troværdighed med det formål at hævde sig selv. Da dette sker begge veje, bliver alles troværdighed konstant undergravet, og ingen ved om og hvem de kan have tillid til.

En anden omstændighed er forudsætningerne og mellemregningerne for de politiske tiltag, der som følge af den begrænsede medietid som regel udelades. Når Anders Samuelsen vil have fjernet topskatten, og alle andre partier siger “det er der ikke råd til”, mangler vi at få belyst, at hans forudsætning er, at det vil skabe vækst og dermed øge skattegrundlaget, så de skattekroner, der mistes på kort sigt, kommer tilbage og mere til på lidt længere sigt. Når de andre siger, at “det er der ikke råd til” handler det om, at de ikke tror på forudsætningen, men det vi andre står tilbage med er, at Anders er utroværdig.

Alternativet siger, der er behov for en ny politisk kultur. De har ret!!