Måned: april 2026

Religion og politik. To sider af samme sag, eller?

Iran har et præstestyre. I det hele taget er religion og politik i høj grad flettet sammen i store dele af den muslimske verden.

Den vestlige verden betragtes ofte som sekulær, hvor religion og politik er mere adskilt, men hvor de kristne værdier er manifesteret både i love og regler som i kulturen.

Hvorom alting er, har religion til alle tider været genstand for konflikt. Både politisk og kulturelt. Internt mellem mennesker i forskellige samfund, og i den grad også mellem lande. Selv indenfor de forskellige religioner er der konflikt. Mellem sunni og shia muslimer. Mellem kristne protestanter og katolikker.

Så ret beset er religion og politik to sider af samme sag, der er årsag til de konflikter, der er verden over. Ikke kun, men en stor del af dem.

Kærlighed og Fred

Kærlighed og Fred er fundamentale værdier, der går igen i de fleste store religioner. Værdierne går desværre ofte tabt i fortolkninger og udlægninger af religiøse tekster. Magthavere tager ofte religionen som gidsel, i deres bestræbelser på at opnå politiske mål. Ikke nyt. Bare en konstatering.

Passager fra religiøse tekster tages ud af deres sammenhæng, og bruges til at legitimere ofte voldelige handlinger som terrorisme, krig og ødelæggelse. Egentlig har ingen noget at lade hinanden høre.

Det store spørgsmål er, om dette er et vilkår, så længe der er mennesker på jorden? Eller, kan der opstå en verdensorden, der praktiserer det overordnede budskab om Kærlighed og Fred over alt. Over i den betydning, at det er overordnet, og derfor skal praktiseres forud for voldelig konflikt.

Koranen betragter Jøder og Kristne som ”Bogens folk”. Modtagere af tidligere åbenbaringer, men ikke vantro, som det ellers ofte fremgår. Koranen opfordrer samlet set til respektfuld sameksistens, hvilket står i kontrast til den radikaliserede udlægning.

Biblen prædiker også tolerance og næstekærlighed. At det ikke er op til mennesker at dømme hinanden, men at det er Gud, der i den sidste ende beslutter skæbnen i efterlivet for mennesker, der har haft andre trosretninger end kristendommen.

Hertil kommer, at religiøse tekster som biblen, koranen og Tanakh er skrevet af mennesker og indeholder mange modsigelser og unøjagtigheder, der derfor bliver genstand for fortolkning.

Jeg vælger at tro, at Kærlighed og Fred er religionernes egentlige budskab på tværs af hinanden. Konflikterne er menneskeskabte ofte som et resultat af forvanskede udlægninger af religionen i Biblen, i Koranen og i Tanakh, den Jødiske bibel. Troen er på den samme Gud, der har det samme egentlige budskab om Kærlighed og Fred over alt.

Er Kærlighed og Fred en guddommelig tilstand, og derfor ønsketænkning bland mennesker? Hidtil må vi konstatere, at det synes at være tilfældet. Mennesket er ikke guddommeligt, men derfor kan vi godt vælge af tro på den. Kærligheden og Freden Over alt.

Dalby, 18. april 2026 / Lars Henrik Frederiksen

To ord, der om noget er kendetegnet for den amerikanske præsident, Donald Trump. To ord, der om noget er negativt ladet og forbundet med noget meget usympatisk og usundt.

Sæt så de to ord sammen med ordet magt, og det bliver pludselig en sprængfarlig cocktail. Og er der noget en amerikansk præsident har, er det magt. Magtmisbruget har allerede vist sig.

Fra de relativt uskadelige ting som hans navn på bygninger, og opførelse af monumenter. Balsalen i Det Hvide Hus, og nu en Triumfbue – Arc de Trump.

Til hans bestræbelser på at annektere andre lande, eller indsætte et såkaldt Trump venligt styre. Præcis det Putin ønsker at gøre i Europa. Canada skal være den 51. stat. Kidnapning af Venezuelas præsident. Next stop Cuba. Kontrol over hele den vestlige halvkugle, herunder ejerskab af Grønland.

En fascistisk tilgang til håndtering af immigrationsproblematikken, hvor ICE uden konsekvens har dræbt to amerikanske statsborgere. En fascistisk tilgang til håndtering af formodede smuglere af narko. Skyd først, spørg bagefter. Ikke noget med forsøg på anholdelse og retsforfølgning, som ville have været måden en retsstat havde håndteret det på.

En åbenlys foragt for alliancen Nato, og for EU.

Nato, som vi kendte det, er under kraftig omstrukturering. Ikke som sådan foranlediget af Trump, men som konsekvens af hans handlinger. Det er åbenlyst, at han de facto har meldt USA ud af alliancen. Formelt kommer det ikke til at ske, da det kræver kongressens godkendelse, men det er heller ikke nødvendigt for at sabotere samarbejdet.

Putin og Xi, Rusland og Kina, må sidde og klappe i deres hænder over den gave, de har fået. Europa er blotlagt. Smidt under bussen. Alene hjemme. Forladt. Det kunne nok have været gjort smartere, så Europa over en årrække havde kunnet opbygge sit eget forsvar, og så kunne USA have trukket sig langsomt tilbage. Man kunne have udviklet en bedre balance både økonomisk og strukturelt, og således have bevaret alliancen.

Nu kommer det til at foregå på helt andre vilkår. Men ske vil det. Det absurde er, at det er i Europas interesse at holde russerne beskæftiget i Ukraine, så de ikke forsøger at indtage andre lande, mens opbygningen af et troværdigt Europæisk forsvar foregår. Ukrainerne holder stangen for et frit Europa. Det er dealen mellem Europa og Ukraine. Freden kommer først, når Europa fremstår som en troværdig selvstændig militær magt, Putin ikke ønsker at udfordre. Trump gør, hvad han kan for at underminere det. Støtter Victor Orbán i Ungarn og andre kræfter i Europa, der ønsker et russisk domineret Europa. Hvor absurd det end måtte lyde.

Og absurd er det. For at give Europa til Russerne vil være en økonomisk ruin for USA. Den købekraft et frit Europa har, og den handel det muliggør mellem USA og Europa er essentiel for begge parter. Med et russisk domineret Europa, vil en stor del af den handel blive kanaliseret over til Kina og Rusland. En ren foræring. Men så klog af narcissisten Trump og hans administration åbenbart ikke.

Europa vil naturligvis ikke bare lægge sig fladt ned, og i alliance med Canada, Australien og Japan, vil der opstå en ny alliance for at bevare og udbygge frie demokratier som modvægt til store magtfulde autokratier. Håbet er, at amerikanerne selv tager hånd om Trump og hans administration, og indgår i et mere konstruktivt og ligeværdigt samarbejde med Europa og verdens øvrige frie demokratier.

Dalby, 12. april 2026 / Lars Henrik Frederiksen

Vi er langt forbi troværdighed. På rekordtid er det lykkes Trump og hans administration at sætte sin troværdighed over styr.

Konsekvensen er klar og tydelig for enhver. Ingen gider at ”lege” med. Ingen venner. Ingen allierede. Ingen der legitimerer, det han siger og gør. Sådan er virkeligheden for USA lige nu. Lande består af de mennesker, der lever og bor der, og man kan ikke behandle andre mennesker, som Trump gør, uden konsekvens.

Magten udøves med det, jeg vil kalde mafiametoder. Trusler og vold. Ikke kun imod den amerikanske befolkning, men i den grad også imod resten af verden. Man indsætter ICE i stater, der ikke ønsker det. Dræber uden konsekvens demonstranter. Man har kidnappet og fjernet en præsident i Venezuela. Ikke for befolkningens skyld, men for egen økonomiske vindings skyld. Olie. Man har skudt og dræbt formodede narkosmuglere uden rettergang. Man bruger alle midler til at true alt og alle med. Cuba, Grønland og Canada trues med annektering. Krigen i Mellemøsten. Ren Wild West. Skyd først og spørg bagefter. Gør, hvad vi siger, eller det bliver værst for jer selv. Nogle gange sker det. Andre gange bliver det ved truslerne.

Præsidenter før Trump har gjort lignende ting, og er kommet afsted med det. Vi fulgte Bush i Irak og Afghanistan efter 9/11. Når vi så ikke accepterer det, Trump gør, er det fordi, han har stødt alt og alle fra sig. Al den goodwill USA havde er væk. Sat over styr. Der er ingen tilbage til at legitimere. Han er usympatisk og indbegrebet af alt, hvad et dårligt menneske kan være. Psykopatisk, narcissistisk, og hvad vi ellers kan komme på af betegnelser, for det vi ser og opfatter ham som. Grundet hans retorik og handlinger. Det er her, han har begået sin største fejl. Uden venner og allierede til at legitimere tale og handling, ingen ret.

Han vil hellere være venner med andre diktatorer i verden end de demokratier, der har set op til USA. De demokratier, der har accepteret og legitimeret dets overherredømme. Når de ikke længere er der, forsvinder accepten og legitimiteten, og uanset hvad han gør eller kommer til at gøre i resten af sin periode, vil det blive betragtet negativt og illegitimt.

Det er muligt, vi ikke har betalt vores del af regningen i mange år. I Nato. Det er ikke OK. Selvfølgelig er det ikke det. Der er ting Trump har ret i, men måden, han håndterer det på, er ikke OK. Langt fra OK, og det bliver hans fald.

Problemet er den magt, det amerikanske folk har givet Trump og hans administration. En magt, der kræver ansvarlighed og ydmyghed. Egenskaber præsidenten og hans folk tydeligvis ikke har, og derfor er vi vidner til et omfattende magtmisbrug. Forudsigeligt? Ja. For de fleste var det nok forudsigeligt, men amerikanerne valgte ham alligevel, og nu skal ikke kun amerikanerne leve med det. Det skal alle vi andre også.

Med den position USA har i verden – eller har haft – har den amerikanske befolkning et større ansvar end de er sig selv bevidst, når de går til valg. Kongressen og højesteret ligeledes. Men det er ikke ligetil at afsætte en siddende præsident.

Amerikanerne og alle vi andre vil forhåbentlig lære af det, vi er vidner til. Imperier falder. Det er sket mange gange i historien. Ingen kan tåle så megen magt, og derfor er vi i gang med at skabe en ny verdensorden, hvor USA ikke længere har et overherredømme. Troværdigheden og legitimiteten er ikke længere eksisterende, og derfor falder imperiet.

Dalby, 7. april 2026 / Lars Henrik Frederiksen

Krig er magtudøvelse. Men krig er også afmagt. Afmagten indfinder sig, når diplomatiet må give op, eller slet ikke er en mulighed. Endelig er krig også hævn og gengældelse.

Det er svært for almindelige mennesker at vurdere, om magthaverne træffer de rigtige beslutninger på det rigtige grundlag, når de beslutter at gå i krig.

Krigen i Irak var begrundet i en mistanke om, at Saddam Hussein var ved at udvikle atomvåben. Mistanken alene var begrundelse nok, da man ikke kunne tåle at tage fejl. Vurderingen må have været ”better safe than sorry”.

Krigen i Afghanistan var begrundet i at bekæmpe terrorisme primært udøvet af Al-Qaeda og Taleban. Senere også ISIS.

Sidstnævnte krig i Afghanistan blev en Nato mission, men var oprindelig startet af USA. Efter 20 år måtte man trække sig ud igen. Opgive kampen og efterlade Afghanerne i terroristernes vold. En forbrydelse i sig selv.

Disse to krige blev startet i forlængelse af terrorangrebet mod USA 11. september 2001, og de fleste har nok den opfattelse, at de som følge heraf var startet på en legitim baggrund. Kampen mod terror.

Som jeg ser det, er det legitimt at bekæmpe terrorisme og beskytte sin befolkning. Det er også legitimt at bekæmpe et terrorregime, der undertrykker sin egen befolkning, som vi ser det i Iran, som vi så det i Syrien, og som vi ser det i mange andre diktaturstater.

Jeg ved ikke om læren af krigen i Afghanistan er, at selv ikke en magtfuld organisation som Nato med USA i spidsen kan bekæmpe et terrorregime indefra? Eller er læren snarere, at det kræver uendelig involvering? At 20 år langt fra er nok. Jeg er tilbøjelig til at tro på det sidste.

Hvad er så forskellen på krigene i Irak og Afghanistan til den aktuelle krig i Iran? Fortællingen fra USA og Israel er, at det mest af alt handler om mistanken om, at Iran er ved at udvikle atomvåben. Det kan jo være rigtigt, og er vi så ikke tilbage ved, at mistanken alene er begrundelse nok. Man kan ikke tåle at tage fej. ”Better safe than sorry”.

Forskellen ligger i detaljen. USA og Israel har ikke længere den troværdighed, de havde en gang. På relativ kort tid er det lykkes både USA og Israel at nedbryde sin egen troværdighed i en grad, der får resten af verden til at tage afstand fra deres handlinger. Deres krig. Ikke vores krig. Det er ærgerligt, og det er noget, vi er nødt til at gøre noget ved. Sammen med den amerikanske og den israelske befolkning. Hvis de vil.

Lige nu gør vi det, vi kan. Vi tager afstand fra en krig, der måske er illegitim, måske ikke. Mest af alt tager vi afstand fra Trump og hans administration. Netanyahu og hans administration. Deres mafiametoder overfor resten af verden kan og må ikke accepteres.

Det sørgelige er, at USA var den bastion, der indgød os håbet mod store diktaturstater som Rusland og Kina. Den bastion er nu faldet på grund af Trump og hans administration. De er nu sunket til samme lave niveau, og den tilbageværende ”frie verden”, skal nu reorganisere sig og opruste for at finde nyt håb.

Europa og andre mellemstore nationer som Canada, Australien og Japan står sammen om at sige fra. Insisterer på en verdensorden, der bygger på de ”rigtige” værdier. Dermed ikke sagt, at vi i Vesten har patent på de alle de ”rigtige” værdier.

Vi opnår nok aldrig den ideelle verden, hvor alle har samme grundlæggende værdier, og alle spiller efter de samme regler. Det er derfor krige opstår. I afmagt over at diplomatiet for en stund måtte give op. Heldigvis viser historien, at krigene stopper. Imperier falder eller går i opløsning. Intet varer evigt.

Deri ligger håbet – for amerikanerne, for israelerne og for alle os andre, der bedst kan lide fred og fordragelighed.

Dalby, 2. april 2026, opdateret 28. juni 2026 / Lars Henrik Frederiksen