Et kritisk blik på ledelse og beslutningstagning

Indledning

Donald Trumps første periode som USA’s præsident fra 2017 til 2021 var præget af markante politiske omvæltninger, hvor både tilhængere og modstandere ofte diskuterede graden af kompetence i hans administration. Inkompetence blev et ofte brugt begreb blandt kritikere, der pegede på både ledelsesstil, manglende erfaring og hyppige udskiftninger af nøglepersoner.

Dette billede synes i udpræget grad også at være tilfældet i hans anden periode.

Hyppige udskiftninger og mangel på stabilitet

En af de mest fremtrædende indikatorer på inkompetence i Trump administrationens første periode var den høje udskiftningsrate blandt ministre og rådgivere. Flere centrale poster som forsvarsminister, udenrigsminister og stabschef blev udskiftet adskillige gange, hvilket skabte usikkerhed og manglende kontinuitet i beslutningsprocesserne. Mange af de udnævnte havde begrænset erfaring inden for de områder, de skulle lede, hvilket førte til tvivlsomme beslutninger og politiske tilbageslag.

Det er åbenbart, at Donald Trump har brugt tiden mellem de to valgperioder på at samle en række loyale mennesker omkring sig. Både i sin administration og i sin ministerkreds. Vi ser endnu ikke så hyppige udskiftninger i den anden periode.

Det gennemgående tema er dog inkompetencen, eller loyalitet over kompetence om man vil. Det er helt fair at være kritisk overfor ekspertvælde, men et udpræget fravalg er decideret farligt for både amerikanerne som for resten af verden med den position, USA har taget siden 2. verdenskrig. Det ansvar, der følger med den position, lever Donald Trump og hans administration ikke op til. Lang fra endda i min optik.

Kontroversielle beslutninger og afvisning af ekspertrådgivning

Trump administrationen blev i den første periode ofte kritiseret for at træffe forhastede eller dårligt underbyggede beslutninger. Et tydeligt eksempel var håndteringen af COVID-19-pandemien, hvor kommunikationen fra Det Hvide Hus ofte var modstridende, og hvor ekspert råd fra sundhedsmyndigheder blev ignoreret eller tilsidesat. Dette resulterede i uklarhed og forvirring blandt befolkningen, samt kritik fra både nationale og internationale sundhedseksperter.

Den nuværende sundhedsminister, Robert F. Kennedy, er et billede og et eksempel på den inkompetence, der kendetegner Trump administrationen. Et område, hvor det er ekstremt vigtigt, at man politisk følger forskere og eksperters vejledning. Konsekvensen af det modsatte kan blive katastrofal.

Et andet område er klimaproblematikken, som Donald Trump kalder et stort fupnummer. Selvom forskerne er uenige om mange ting inden for dette område, synes der dog at være udpræget enighed om, at klimaforandringerne hovedsageligt er menneskeskabte og forårsaget af udledningen af drivhusgasser. Den globale temperatur stiger hurtigere end nogensinde før, hvilket fører til en række observerbare konsekvenser, herunder stigende havniveauer, smeltende iskapper, mere ekstremt vejr og havforsuring, da havene absorberer CO2. Der er en bred videnskabelig konsensus om, at disse forandringer har alvorlige konsekvenser for livet på jorden og for menneskers levevilkår. 

Et gennemgående tema i Trump administrationen både nu og i den første periode er en skepsis over for eksperter og etablerede institutioner. Flere højtstående embedsmænd, herunder videnskabsfolk og diplomater, er enten blevet fyret eller marginaliseret, hvis deres synspunkter ikke stemmer overens med præsidentens. Dette underminer den faglige kvalitet af beslutninger og fører til en politisk kultur, hvor loyalitet ofte er vægtet højere end kompetence.

Konsekvenser for USA og verden

Den oplevede inkompetence i Trump administrationen har vidtrækkende konsekvenser. Nationalt fører den til en yderligere polarisering af befolkningen og mistillid til regeringen.  I værste tilfælde borgerkrigslignende tilstande. Det afgørende bliver, hvordan det amerikanske militær reagerer, hvis udviklingen spidser til.

Internationalt synes det åbenbart, at USA’s rolle som verdensleder er under afvikling, hvilket måske på længere sigt er sundt nok. Magt korrumperer og kan misbruges, hvilket nu burde være tydeligt for enhver. Begrebet magtbalance er nødvendigt at få genindført. Også selvom det medfører, at autokratier som Kina og Rusland får mere magt. De er allerede ved at tage den, og hvis ikke USA og Europa stepper op, er der måske risiko for, at der ikke opnås balance, men at den blot tipper til den anden side. Grundlæggende vil jeg mene, at den amerikanske befolkning stadig er demokratisk sindede, selvom Trump administrationen har tydelige autokratiske tendenser.

Min største bekymring er Europa, der siden 2. verdenskrig har underlagt sig USA, og nu synes efterladt på perronen med risiko for at blive kørt over af Rusland. Europa må og skal blive en betydende faktor i den globale magtbalance. Ikke kun på handel og økonomi, men også militært. Den såkaldte frie vestlige demokratiske verden afhænger af det. Paradokset er, at det selvsamme frie vestlige demokrati synes at være årsag til manglende handlekraft og egentligt lederskab. Demokratiets svaghed bliver udstillet.

Under 2. verdenskrig var England en betydelig ledende faktor i Europa. Kan de blive det igen?

Dalby, 29.11.2025

Lars Henrik Frederiksen

De fleste mennesker er stadig moderate i deres holdninger. Det modsatte er de ekstreme. Ekstremisterne. De findes i alle samfund. Både demokratiske og autokratiske, og både på højre- og venstrefløjen.

Jeg har netop læst en artikel på nyhederne.tv2.dk om den ekstreme højrefløj i USA. ”Han elsker Hitler, og han er i gang med at nedbryde brandmuren i USA” hedder den. Den omhandler et kontroversielt interview af Tucker Carlsson med en ung mand, Nick Fuentes, og hans ekstremistiske holdninger. Holdninger, der især vinder gehør hos unge mænd. Holdninger, der får Donald Trump og hans administration til at ligne ”Moderater”. Det er nu ikke mit indtryk, at Trump er moderat.

Holdningerne er meget udemokratiske. De er racistiske, antisemitiske og fyldt med vrede og voldsparathed. Hvor kommer disse holdninger fra? Hvad har disse mennesker været udsat for, der har ført til disse holdninger, og hvorfor vinder de gehør i stigende grad?

Et gehør Donald Trump i øvrigt har udnyttet optimalt for at komme til magten. Et gehør vi også oplever i Europa. AFD i Tyskland. Marine Le Pens Nationale Samling i Frankrig. Nigel Farage med Reform UK i England – for blot at nævne de mest fremtrædende.

Jeg tror, det er de spørgsmål, vi er nødt til at finde svar på, for at forstå de mennesker og den ondskab, de repræsenterer. Og ikke mindst, hvad vi stiller op med den, så den ikke vokser sig større. På sin vis havde VP J.D Vance jo ret, da han i München kritiserede Europa for, at man var på vej væk fra grundlæggende værdier. I hans optik ytringsfriheden, hvilket jeg nok ikke er enig i. Nok snarere den stigende ulighed, og frygten for kultursammenstød. Frygten for, at det udefrakommende vil overtage vores samfund og ændre de grundlæggende værdier, vores samfund er bygget på osv. Bare spørg Morten Messerschmidt og Inger Støjberg.

Demografien taler sit klare sprog. Frygten er reel. Etniske danskere føder ikke nok børn til at kunne opretholde vores samfund på længere sigt. Det gælder i de fleste europæiske lande. Nu er det dog ikke alt og alle udefrakommende, der er ekstremister. De findes faktisk også som Moderater. Mange udefrakommende holder faktisk af vores frihedsværdier, og vil gerne bidrage. Det skal vi lige holde fast i. Men vi kommer ikke udenom, at mange udefrakommende lander i kriminalitet. De synes at være overrepræsenteret, og det er et problem, vi er nødt til at gøre noget ved.

I Danmark er partiet Moderaterne opstået af Lars Løkke Rasmussens exit fra Venstre. Jeg er selv medlem, selvom jeg måske ikke er enig i alle de løsninger partitoppen kommer med.

Det helt afgørende for mig er, at partiet er opstået af at holde de ekstremistiske partier uden for indflydelse. Dansk Folkeparti på den ene side, og Enhedslisten på den anden side. Og så er disse partier endda langt fra den ekstremisme, man kan læse om i den før omtalte artikel. Vigtigt at understrege.

Der bliver talt meget om rød og blå blok. Ingen af de to blokke kan dog mønstre et flertal uden fløjpartierne. Uden ekstremisterne. Blokpolitikken har forhindret mange nødvendige reformer igennem tiden. Løkke var godt træt af VLAK regeringens indbyrdes stridigheder, og et DF, der konstant skulle have indrømmelser for at lægge stemmer til. Indrømmelser, der ofte lå langt fra de grundlæggende moderate holdninger og værdier især V og K jo faktisk står for.

Heldigvis har vi i Danmark tradition for samarbejde over midten. Også selvom det ikke nødvendigvis har været i en regeringsdannelse. Store aftaler og reformer holder kun, hvis der er et bredt flertal hen over midten. En erkendelse vi har i Danmark, og som mangler i de lande, der fører ekstrem blokpolitik. Ingen nævnt, ingen glemt. Derfor består Danmark grundlæggende af Moderater – også selvom de ikke er medlem af partiet Moderaterne.

Mit ærinde her er ikke at fremme interessen for partiet Moderaterne, mere den fællesnævner der er i holdninger og værdier blandt moderate partier hen over midten.

Påstand: Der er to begreber, der udfordrer balancen i et samfund. Ulighed og fattigdom. Begge dele fører til flere ekstremister.

Vi må gerne have liberale værdier, og vi må gerne have sociale værdier. Deraf opstår begrebet socialliberalisme.

Søger man begrebet kommer AI med følgende beskrivelse:

”Socialliberalisme er en politisk ideologi, der kombinerer liberalisme med et socialt ansvar. Den betoner individuelle rettigheder og frihed (liberalisme) samt lige muligheder og social tryghed (socialisme) gennem et socialt sikkerhedsnet og statsligt støttede tjenester. Socialliberalismen støtter en blandingsøkonomi med både privat initiativ og statslige reguleringer, for eksempel i tilfælde af markedsfejl.”

Begrebet ligger holdningsmæssigt meget tæt på at være Moderat. Tættest på kommer de socialkonservative og de socialdemokratiske. Venstre, Moderaterne og Radikale Venstre bekender sig til socialliberalisme. Konservative til socialkonservatisme og Socialdemokratiet giver vist sig selv, og SF adskiller sig heller ikke fra det moderate.

Min pointe er, at de alle er Moderater, og mit håb er, at netop disse partier kan finde sammen om at holde sammen på danskerne. Det er ikke blå og rød blok, der samler. De adskiller, og den vej ønsker vi ikke at gå. Så lander vi samme sted som USA og andre lande med to rivaliserende partier – to blokke.

Vi skal have folketingsvalg i det kommende år – 2026. Stem på de moderate partier. Ikke de ekstreme. Så gør vi det bedste for Danmark og danskerne.