Forfatter: Lars Henrik Frederiksen

Vi har alle vores egen definition af næstekærligheden. ”Du skal elske din næste som dig selv” hedder det vist. Hvem er min ”næste”? Er det min kone – min nære familie – hele min familie – mine kolleger – danskerne – europæerne? Eller er det mon alle mennesker?

Overfor flygtninge- og migrantproblematikken giver spørgsmålet lige pludselig mening at forholde sig til.

Vi har som danskere levet med verdens problemer på afstand i rigtig mange år, men nu er det pludselig ikke længere kun på TV. Nu er det lige uden for døren. Jeg bliver mindet om det hver dag, når jeg lander på Københavns Hovedbanegård på vej til arbejde.

Hvor går vores grænser for næstekærligheden? Er det ved landets grænser, de ydre grænser i Europa, eller er det helt inde ved dørtærskelen til vores egne boliger? Er det, når det går ud over vores egen pengepung, den danske velfærd – vil vi overhovedet ofre noget som helst?

Svaret er naturligvis individuelt. Det går på tværs af alt. Køn, religion, politiske partier. Derfor ser vi også en splittelse. ”I Venstre, mener vi”, ”I Socialdemokratiet, mener vi” osv.

Nej. I gør regning uden vært, når I tager for givet, at hele jeres bagland mener det nogle få i toppen af partierne er blevet enige om. I har jo ikke – og med god grund – nået at tage debatten internt for at danne en fælles holdning til dette spørgsmål.

Det er nødvendigt, at det sker – for de mulige løsninger afhænger af svaret på spørgsmålet:

”Hvor langt rækker næstekærligheden”?

En del af politikerleden opstår som følge af det politiske spil. Vi har svært ved at gennemskue, hvad der ligger bag polikernes tiltag, ytringer, kommentarer, bemærkninger osv. Er det, hvad det giver sig ud for at være, eller stikker der noget under?

Helt aktuelt er der asylstramningerne. Hvad handler de egentlig om – er de, hvad de udgiver sig for at være? Inger Støjberg siger konstant, at det handler om at begrænse tilstrømningen af flygtninge til Danmark. Men kunne den egentlige årsag være, at Venstre har mistet en masse tilhængere til DF, og ved at gennemføre en række politiske tiltag, der ligger tæt op ad DF’s politik, håber man på at få disse vælgere tilbage.

Det er ikke til at gennemskue, og det hjælper ikke, at de politiske kommentatorer, der selv er en del af spillet, forsøger “at forklare”, hvad det går ud på i deres såkaldte analyser. Alene den omstændighed, at der er behov for en analyse, er med til at undergrave politikernes troværdighed.

Samtidig går det politiske spil ud på at undergrave modstanderens troværdighed med det formål at hævde sig selv. Da dette sker begge veje, bliver alles troværdighed konstant undergravet, og ingen ved om og hvem de kan have tillid til.

En anden omstændighed er forudsætningerne og mellemregningerne for de politiske tiltag, der som følge af den begrænsede medietid som regel udelades. Når Anders Samuelsen vil have fjernet topskatten, og alle andre partier siger “det er der ikke råd til”, mangler vi at få belyst, at hans forudsætning er, at det vil skabe vækst og dermed øge skattegrundlaget, så de skattekroner, der mistes på kort sigt, kommer tilbage og mere til på lidt længere sigt. Når de andre siger, at “det er der ikke råd til” handler det om, at de ikke tror på forudsætningen, men det vi andre står tilbage med er, at Anders er utroværdig.

Alternativet siger, der er behov for en ny politisk kultur. De har ret!!