Et kritisk blik på ledelse og beslutningstagning
Indledning
Donald Trumps første periode som USA’s præsident fra 2017 til 2021 var præget af markante politiske omvæltninger, hvor både tilhængere og modstandere ofte diskuterede graden af kompetence i hans administration. Inkompetence blev et ofte brugt begreb blandt kritikere, der pegede på både ledelsesstil, manglende erfaring og hyppige udskiftninger af nøglepersoner.
Dette billede synes i udpræget grad også at være tilfældet i hans anden periode.
Hyppige udskiftninger og mangel på stabilitet
En af de mest fremtrædende indikatorer på inkompetence i Trump administrationens første periode var den høje udskiftningsrate blandt ministre og rådgivere. Flere centrale poster som forsvarsminister, udenrigsminister og stabschef blev udskiftet adskillige gange, hvilket skabte usikkerhed og manglende kontinuitet i beslutningsprocesserne. Mange af de udnævnte havde begrænset erfaring inden for de områder, de skulle lede, hvilket førte til tvivlsomme beslutninger og politiske tilbageslag.
Det er åbenbart, at Donald Trump har brugt tiden mellem de to valgperioder på at samle en række loyale mennesker omkring sig. Både i sin administration og i sin ministerkreds. Vi ser endnu ikke så hyppige udskiftninger i den anden periode.
Det gennemgående tema er dog inkompetencen, eller loyalitet over kompetence om man vil. Det er helt fair at være kritisk overfor ekspertvælde, men et udpræget fravalg er decideret farligt for både amerikanerne som for resten af verden med den position, USA har taget siden 2. verdenskrig. Det ansvar, der følger med den position, lever Donald Trump og hans administration ikke op til. Lang fra endda i min optik.
Kontroversielle beslutninger og afvisning af ekspertrådgivning
Trump administrationen blev i den første periode ofte kritiseret for at træffe forhastede eller dårligt underbyggede beslutninger. Et tydeligt eksempel var håndteringen af COVID-19-pandemien, hvor kommunikationen fra Det Hvide Hus ofte var modstridende, og hvor ekspert råd fra sundhedsmyndigheder blev ignoreret eller tilsidesat. Dette resulterede i uklarhed og forvirring blandt befolkningen, samt kritik fra både nationale og internationale sundhedseksperter.
Den nuværende sundhedsminister, Robert F. Kennedy, er et billede og et eksempel på den inkompetence, der kendetegner Trump administrationen. Et område, hvor det er ekstremt vigtigt, at man politisk følger forskere og eksperters vejledning. Konsekvensen af det modsatte kan blive katastrofal.
Et andet område er klimaproblematikken, som Donald Trump kalder et stort fupnummer. Selvom forskerne er uenige om mange ting inden for dette område, synes der dog at være udpræget enighed om, at klimaforandringerne hovedsageligt er menneskeskabte og forårsaget af udledningen af drivhusgasser. Den globale temperatur stiger hurtigere end nogensinde før, hvilket fører til en række observerbare konsekvenser, herunder stigende havniveauer, smeltende iskapper, mere ekstremt vejr og havforsuring, da havene absorberer CO2. Der er en bred videnskabelig konsensus om, at disse forandringer har alvorlige konsekvenser for livet på jorden og for menneskers levevilkår.
Et gennemgående tema i Trump administrationen både nu og i den første periode er en skepsis over for eksperter og etablerede institutioner. Flere højtstående embedsmænd, herunder videnskabsfolk og diplomater, er enten blevet fyret eller marginaliseret, hvis deres synspunkter ikke stemmer overens med præsidentens. Dette underminer den faglige kvalitet af beslutninger og fører til en politisk kultur, hvor loyalitet ofte er vægtet højere end kompetence.
Konsekvenser for USA og verden
Den oplevede inkompetence i Trump administrationen har vidtrækkende konsekvenser. Nationalt fører den til en yderligere polarisering af befolkningen og mistillid til regeringen. I værste tilfælde borgerkrigslignende tilstande. Det afgørende bliver, hvordan det amerikanske militær reagerer, hvis udviklingen spidser til.
Internationalt synes det åbenbart, at USA’s rolle som verdensleder er under afvikling, hvilket måske på længere sigt er sundt nok. Magt korrumperer og kan misbruges, hvilket nu burde være tydeligt for enhver. Begrebet magtbalance er nødvendigt at få genindført. Også selvom det medfører, at autokratier som Kina og Rusland får mere magt. De er allerede ved at tage den, og hvis ikke USA og Europa stepper op, er der måske risiko for, at der ikke opnås balance, men at den blot tipper til den anden side. Grundlæggende vil jeg mene, at den amerikanske befolkning stadig er demokratisk sindede, selvom Trump administrationen har tydelige autokratiske tendenser.
Min største bekymring er Europa, der siden 2. verdenskrig har underlagt sig USA, og nu synes efterladt på perronen med risiko for at blive kørt over af Rusland. Europa må og skal blive en betydende faktor i den globale magtbalance. Ikke kun på handel og økonomi, men også militært. Den såkaldte frie vestlige demokratiske verden afhænger af det. Paradokset er, at det selvsamme frie vestlige demokrati synes at være årsag til manglende handlekraft og egentligt lederskab. Demokratiets svaghed bliver udstillet.
Under 2. verdenskrig var England en betydelig ledende faktor i Europa. Kan de blive det igen?
Dalby, 29.11.2025
Lars Henrik Frederiksen
