Hvad forstår vi, når vi snakker om Den Vestlige Verden? Jeg vil sige lande, der har overvejende fælles historiske, kulturelle og politiske værdier, som demokrati og individuel frihed.
Når det kommer til, hvordan vi ser på et samfunds sammenhængskraft, herunder frie markedskræfter og statslig regulering, har vi historisk meget forskellige holdninger og lovgivninger, hvorfor vi skal passe på med at blande tingene sammen. Især når vi skal vurdere, hvem der venner og fjender. Allierede eller det modsatte.
USA har siden 2. verdenskrig positioneret sig som leder af den frie verden – Den Vestlige Verden. Og ikke kun den vestlige verden. Siden murens fald i slutningen af 1989, der førte til Sovjetunionens opløsning i slutningen af 1991, har USA manifesteret sig som verdensleder.
USA blev verdensleder gennem en kombination af økonomisk styrke, militær magt, teknologisk innovation, et stærkt demokrati med en stabil forfatning, samt lederskab i internationale organisationer. Under Den Kolde Krig, hvor landet stod i spidsen for den kapitalistiske blok mod Sovjetunionen, kulminerede det i, at USA blev den eneste reelle supermagt efter 1991.
Under Trump administrationen synes det åbenbart, at denne position nu både misbruges og samtidig undermineres, hvilket er et paradoks.
Misbruget ses, når magten anvendes som afpresning. Det står klart, at Trump administrationen afpresser alt og alle både økonomisk og militært. Den agerer som en mafia organisation med Trump som Godfather, hvor alle skal rette ind og kysse ringen. Ikke mindst lande i den øvrige vestlige verden, som i forvejen har underlagt sig, men ikke helt opfører sig, som mafiaen godt kunne tænke sig.
Ifølge Trump administrationen er dens position truet af de andre mafiosoer, Kina og Rusland, og derfor har USA brug for, at resten af den vestlige verden retter ind. Canada bør være stat nummer 51. Grønland skal være en del af USA. EU bør ophæves, så USA lettere kan udøve sin magt overfor de enkelte små lande osv.
Men når magt misbruges, opstår der et oprør. Oprøret er i gang. Kina og Rusland gør det på hver deres måde, hvilket måske nok er det mest forudsigelige. De ønsker en anden verdensorden, hvor deres positioner ikke er underlagt USA som verdensleder. Det har været længe undervejs.
Med den øvrige vestlige verden er det noget andet. Den er blevet klar over, at den også er nødt til at gøre oprør. Problemet er, at den ikke er stærk nok. Endnu i hvert fald. Erkendelsen har først indtruffet sig for ganske nylig, og det tager tid, at bygge op. Gøre sig stærk. Forene sig.
Den øvrige vestlige verden består af mange små og mellemstore lande set i forhold til USA. De er nødt til at forene sig, hvis et oprør skal have en chance. Hvis man skal kunne løsrive sig og selv blive en magtfaktor, der tages alvorligt. Ikke kun af USA, men også af Kina og Rusland.
Denne forening af den øvrige vestlige verden udenom USA kræver lederskab og mod. Det udestår om og hvordan, det skal lade sig gøre. Suveræne nationer, der skal opgive suverænitet. Nogen vil sige, det ikke kommer til at ske. Måske får de ret. Demokratiets svaghed er dens træghed og langsommelige evne til at handle. Mangel på handlekraft vil mange sige. Opgivelse af suverænitet er derfor en nødvendighed. Vetoret er no go. En luksus vi ikke kan tillade os, hvis vi vil bestå som små selvstændige nationer.
Samtidig er det en proces, der overvejende skal ske i det åbne. Sådan er demokratiet, hvilket gør det sårbart overfor dem, der ikke ønsker, den proces skal ske. USA, Kina og Rusland.
EU er en økonomisk magtfaktor i det internationale samfund. Absolut ikke perfekt. Juridisk kan det blive nødvendigt at opløse EU for at danne et nyt mere handlekraftigt EU. Et EU, der også har sit eget forsvar, så det ikke kun er en økonomisk, men også en militær magt. Ellers vil det ikke blive taget alvorligt.
Det var beklageligt, at GB trådte ud af EU, men vil et nyt EU være en anledning for GB til at genoverveje sit medlemskab. De har mærket konsekvenserne af at stå udenfor. De er katastrofale, men GB er også en stolt nation, der ikke kommer krybende tilbage til det nuværende EU. Et nyt EU er ikke kun en mulighed, men en nødvendighed.
Måske Norge og Schweiz også vil kunne se sig selv i et nyt EU. Man kunne da håbe. Hvis lande som Ungarn og Slovakiet tør stå uden for, må de jo gøre det, men jeg tvivler.
Landenes enkeltstående medlemskaber af Nato gør, at de altid vil være underlagt USA, mens et Nato, hvor EU er et ligegyldigt medlem, vil skabe en anden dynamik og en anden balance i Nato til gavn for hele den vestlige verden. USA vil ikke, som med Trump administrationen, kunne misbruge sin magt.
Et EU, der bidrager samlet til Nato, vil også være gavnligt, så de enkelte lande ikke skal måles og vejes individuelt på deres bidrag eller mangel på samme. EU vil selv kunne tilrettelægge, hvordan medlemslandene skal bidrage til den fælles kasse. De sydeuropæiske lande har mere interesse i, at deres midler bruges mod migrationen fra syd. Forsvaret af de ydre grænserne i deres del af regionen, og ikke imod Rusland. Forståeligt nok. Man skal kunne se sig selv i fællesskabet.
Det nye EU skal finde ind i et samarbejde med Canada, Australien og Grønland. Samlet må man forsøge at få USA tilbage på sporet, som en ansvarlig nation, der ikke agerer som autokratisk mafia, men kommer tilbage til de værdier, der kendetegner Den Vestlige Verden: Lande, der har overvejende fælles historiske, kulturelle og politiske værdier, som demokrati og individuel frihed.
Dalby, 13.12.2025
Lars Henrik Frederiksen
